mandag den 31. august 2009

Her er opskrifterne fra markedet d. 29.8.2009.

Opskrifter 29.8.2009.

Squashrösti
1 squash, mellemstørrelse
2-3 store kartofler
1 løg
2 æg
Hakkede krydderurter, fx rosmarin og salvie
Salt og peber
Olie til stegning

Squash, løg og kartofler rives på rivejernets grove side. Æg piskes sammen med krydderurter, salt og peber. Løg, squash og kartofler blandes i. Form små flade deller, pres overskydende væde af og steg i olie, til de er godt sprøde udenpå og bløde indeni.

Majs-tomatsuppe
4 majskolber, skær kernerne af
4-5 tomater
1 stort løg
2 fed hvidløg
½-1 chili
Frisk koriander
Olivenolie
Hønsebouillon, ca. 1 L
¼ L piskefløde
Salt og peber
Lime

Hakket løg og hvidløg svitses i olie sammen med chili befriet for frøstole og kerner. Tilsæt tomater i tern og majskerner. Tilsæt bouillon, kog op til kernerne er møre. Blend suppen med piskefløde og hakket koriander, den skal ikke være helt pureret. Smag til med salt og peber. Server med friskpresset lime.

Gulerodssalat
300-400 g gulerødder i tynde strimler (brug grøntsagsskræller)
Frisk mynte, hakket, 1 spsk.
Saft af 1½ lime eller 1 citron
2 spsk. honning
¼ chili
Salt

Rør dressing af hakket mynte, lime- eller citronsaft, honning, salt og hakket chili. Bland gulerodsstrimlerne i.

Stegte krydrede æblebåde med honningristede havregryn
Æbler i både, ca. 1½-2 L
Smør (3 spsk.) og honning (efter smag) til stegning
Vanillepulver
Stødt kardemomme
Grovvalsede havregryn (6 dl)
4 spsk smør
4 spsk honning
Flødeskum eller creme fraiche

Smør og honning smeltes og havregryn steges deri til de er lysebrune, afkøles. Æblebåde steges på panden med smør, honning, vanille og kardemomme. Æblebåde serveres drysset med havregryn og flødeskum.

torsdag den 27. august 2009

Nyhedsbrev 2

Kære kunder
Vejret siger stadigvæk sommer, om end man kan begynde at mærke septembers friske luft. August og september er høsttid, og det bugner af grøntsager, dansk frugt, blomster og meget andet i det ganske land. På lørdag kan I møde flere kendinge:

Bakkegården med kartofler, løg, majs, tomater og agurker
Den grønne verden med bladbeder, græskar, krydderurter, bønner og meget mere
Naturhonning, den rene gode vare af Palle Frejvald
Økoloaden med den efterhånden kendte chokolade. Har I prøvet den hvide med lakrids?
Æbibo med æbler i alle afarter og hvad naturen kan byde på af modne sorter
Kogekunsten med Evas rugbrød, boller og små overraskelser
Evt. nogle ekstra som pt. overvejer, om de kan presse det ind i kalenderen.

Vi glæder os til at se Jer på lørdag og er rigtigt glade for, at I har taget så godt imod markedet. Sidste markedslørdag regnede det, fra vi kom til lige før lukketid, og det var først, mens vi pakkede pavillonerne ned, at solen begyndte at titte frem. Trods det var der et godt salg, hvilket vi tolker som et tydeligt bevis på, at et økologisk marked i Sorø er rentabelt uanset vejret. Vi arbejder hele tiden på at finde flere producenter, som både er kvalitetsbevidste og økologiske, hvilket ikke altid er en selvfølge. Har I nogle gode bud, hører vi gerne fra Jer.
På sidste marked var kogetaskforcen meget velbesøgt, og vi glæder os over at kunne inspirere til skønne grøntsagsretter. Her kommer opskrifterne fra den 15. 08:

Squashsalat
2 squash
Olivenolie
½ lille flaske tomateddike (eller 2 tomater i små tern og 2 spsk. æbleeddike)
3 fed hvidløg, hakket
½-1 løg, gerne friskt, i tern
1 bdt. Basilikum, hakket
4 spsk. olivenolie
Salt og peber
Evt. parmesan

Squash skæres i tynde skiver og steges i olivenolie. Hvis du har en stor squash, så del den og tag kernerne ud først. Tomateddike (eller tomater og eddike), hvidløg, løg, basilikum, olivenolie, salt og peber røres sammen. Squashskiverne vendes med dressingen. Top evt. med parmesanflager ved servering.




Squash-tzatziki
2-3 squash, groftrevet
1 L græsk yoghurt (eller afdryppet sødmælksyoghurt)
5-6 fed hvidløg, hakket
1 bdt. dild, hakket
½ bdt. Mynte, hakket
½-1 dl olivenolie
Salt og peber

Hvis du har tid saltes squashen og afdryppes. Hvis du bruger en stor squash, så del den og tag kernerne ud først. Ellers røres det hele sammen og trækker gerne nogle timer på køl.

Græskarsalat
1 græskar i tynde strimler/skiver (brug evt. en grøntsagsskræller)
1 lille flaske pæreeddike med vanilje (brug evt. æbleeddike i stedet)
4 spsk. honning
1 dl olivenolie
Hakket syre og timian (eller anden krydderurt)
Salt og peber
Eddike, honning, olivenolie, salt, peber og krydderurter blandes og smages til. Græskar vendes i. Bliver bedre af at trække lidt.

Varm bladbedesalat
1 bdt. Bladbeder
20 g smør
2 spsk rosiner
2 spsk ristede pinjekerner (eller solsikkefrø eller græskarkerner)
Salt og peber

Bladbeder snittes, stængler og blade holdes adskilt. Smelt smør på en pande og sauter stænglerne ca. 5 minutter. Tilsæt bladene og vend rundt til de er faldet sammen. Drys med salt, peber, rosiner og ristede pinjekerner.

Velbekomme!

Vi tænker hele tiden nye tanker i forhold til vores lille hjertebarn, og den langsigtede vision er at skabe et økologisk marked, hvor I kunder oplever en vis form for kontinuitet og stabilitet. Med det mener vi, at I skal vide, hvilke varer I kan få på markedet og hvornår. Lige nu kan I hver 14. dag købe et lækkert rugbrød, masser af grøntsager, Palles honning, æbler og andet frugt, chokolade, tøj m.m. (skema over producenter og datoer følger). På sigt er vores drøm at lave marked hver lørdag i hele høstperioden fra sommerferien er slut til december, hvor vi ville afslutte med et julemarked.




Det ville betyde, at man kunne gøre sine indkøb for en uge ad gangen på markedet i en lang sammenhængende periode.

Vores tanke er, at hvis I ved, at producenterne kommer hver gang, så har I også lyst til at komme hver gang og købe deres varer, og hvis producenterne ved, at de kan få afsat deres varer, så kommer de hver gang og gør sig umage med at vælge de bedste ting ud til jer. Det er den gode cirkel. Det tror vi på, men hvad er jeres holdning til det? Tror I, at Sorø kan bære et marked hver uge i den gode grøntsagssæson?

Vel mødt den 29. august fra 10-14 foran SuperBrugsen på Frederiksberg.

Mange hilsner fra Maria, Louise og Mette

NB! Vi leder efter en eller to engagerede medarrangører, som har lyst til at deltage i planlægning og udførelse af markederne. Interesserer du dig for økologi, kvalitet og lokalt engagement og har lyst til at bruge nogle lørdage i efteråret sammen med nogle søde og idealistiske mennesker, så vil vi rigtigt gerne arbejde sammen med dig!

mandag den 10. august 2009

Velkommen til blog om Farmers Market i Sorø

Nyhedsbrev 1

Nu står sensommeren for døren og markerne bugner af spændstige grøntsager og solmoden frugt. Og Farmers Market, Sorø er klar til at fortsætte, hvor vi slap i forsommeren.
Det første marked i denne runde bliver d. 15. august, kl. 10-14 og som altid foran SuperBrugsen, Norgesvej 2.
Vi glæder os rigtigt meget, og ved at producenterne også glæder sig til at møde jer alle sammen og få en snak om varerne.
De producenter I kan møde på markedet d. 15. august er:

Lene, Magnus og Gert Lünekilde, som kommer med et væld af dugfriske grøntsager, bl.a. gulerødder, forskellige slags løg, rødbeder, salat, fennikel, forskellige slags squash og meget andet spændende. Lene, Magnus og Gert bor i Valby, men dyrker et stykke jord på Lolland med alverdens spændende grøntsager. De synes at det er vigtigt at alle har muligheden for at smage, hvor godt helt friske grøntsager smager. Derfor står de op før en hvis herre får sko på, for at køre til Lolland lørdag morgen og høste, så de grøntsager I køber af dem bliver ikke friskere. Og der er en verden til forskel på grøntsager der lige er taget op af den lune jord, og dem der har ligget på et varelager i en uge før de kommer hjem til jer!

Palle Frejvald kommer med sin fantastiske Naturhonning, som man vist godt kan kalde en vaskeægte ”terroir-honning”. Palle har nemlig bistader stående mange steder i Sorøs omegn, og i stedet for at blande al honningen sammen til en ensartet vare, vælger han at holde honningen adskilt. Derfor er der stor forskel på om honningen kommer fra urskoven Suserup Skov, Birkemosehus’s økologiske marker eller naturarealerne ved Kongskilde Friluftsgård. Nogen af jer kender måske allerede Palles honning, da den også står på hylderne inde i SuperBrugsen.

Kirsten Lund, La Savonnette, kommer med håndlavede sæber og anden hudpleje, som er fremstillet uden parabener eller andre forstyrrende stoffer. Duftene stammer fra økologiske æteriske olier. Markedet d. 15. august er sidste chance i år for at købe Kirstens lækre sæber, da Kirsten, hendes mand og børn om vinteren vender næsen mod Marokko.

Æbibo bliver ganske ekstraordinært repræsenteret ved dette marked af Mette Stentoft, som er en af initiativtagerne til Farmers Market, Sorø. Da Alice og Niels er forhindret i at




deltage. Mette vil præsentere Niels og Alices sommeræbler, Discovery, Collina og Rubinola. Måske også lidt Skovfogedæbler. Derudover muligvis også pærer, hvis de når at
modne. Vi håber også på at der vil være honning, som bierne indsamler i Æbibos æbleplantage.

Elisabeth Tosti fra Organic Designs kommer med et væld af tøj, fremstillet af certificerede økologiske vegetabilske fibre (eksempelvis bomuld og hamp) eller/og produceret af animalske fibre fra dyr (uld), som er født og opvokset efter statsanerkendte økologiske principper. Organic Designs produkter er også omfattet af sociale kriterier, der forhindrer børnearbejde og sikrer ordentlige arbejdsvilkår. Både miljøkriterier og sociale kriterier er gældende igennem hele produktionsprocessen.

Eva Skov, kogekunsten, kommer med friskt hjemmebagt rugbrød, lavet med ægte surdej og masser af rug. Desuden vil hun have brød og boller med. Hvis vi er heldige får Eva også tid til at bage kager, som hun vil sælge.

Som ny deltager ved Farmers Market i Sorø byder vi velkommen til Jens og Henriette fra Biovin. De forhandler et stort udvalg af økologiske røde og hvide vine, samt specialimporteret økologisk olivenolie. Deres motte er: ”Livet er for kort til dårlig mad og vin”. Vi glæder os i hvert fald til at smage deres produkter.


Desuden vil vi lave en ”smagsprøve-bod” hvor vi vil trylle med nogle af markedets varer, så I kunder kan få inspiration til, hvad I skal bruge jeres indkøb til derhjemme. Vi vil ved dette marked bl.a. bruge bladbeder og fennikel. Opskrifterne vil vi bringe i det næste nyhedsbrev.



Mange grønne hilsner

Louise, Mette og Maria.