mandag den 9. maj 2016

Markedsdatoer 2016


ÅRETS MARKEDSDATOER på Sorøs lokale og økologiske marked.

11. juni - sæsonåbning.
25. juni
30. juli...
13. august
27. august
10. september
4. september
8. oktober
22. oktober
26. november (Julemarked)


Vi glæder os til at se jer alle til endnu en glad og sund sæson foran Superbrugsen på Norgesvej 2!

torsdag den 26. november 2015

Sorøs sundeste julemarked

På lørdag 28. november holder vi julemarked. Kom og besøg alle vores hyggelige og smukt pyntede stande.
ÅRETS STØRSTE MARKED.


Værn om den fine tradition med etøkologisk marked i Sorø, hvor du kan handle hos dedikerede producenter, opleve masser af atmosfære
og hvor der er overskud til hyggelige samtaler.


Hvad kan du fylde i kurven på lørdag?

  • Julens ænder, pølser, stege og bøffer kan købes her. To producenter med kød fra fritgående dyr. Saftigt og mørt. 

  • Masser af frugt og grønt: Kartofler, rødløg, almindelige løg, savojkål, rosenkål, rødkål, hvidkål, spidskål, porrer og selleri. Kvædegele, friske kvæder og mispel. Æbler og pærer i massevis! Æblechips.
  • Æblevin og æblemjød. Gourmetmost af mange slags æbler. 
  • Duftende økologiske krydderier. Et væld af gaveidéer.
  • Alt til fremstilling af julens konfekt, fyldte chokolader og flødeboller. Gavekort til chokoladekurser.
  • Smuk pileflet, knitrende gaveposer med kogler, lysestager, bøger og keramik.
  • Prøv den velgørende, dybtgående massage hos Tina fra Ny Kropsholdning i Stenmagle. Tina sælger gavekort - en anderledes julegave eller julehilsen, som enhver kan få glæde af.
  • Duftende frisk bagværk af MetteMaria: lækre og spændende kager og knasende sprødt brød. Smukt dekorerede. Alt i økologisk kvalitet.
  • Kropsplejeprodukter af flere slags - to producenter med lækre varer.
  • Uld- og skindprodukter fra lokale Birkemosehus. Smukke og brugbare uldvarer - alt i rigtig god kvalitet fra de smukke Gotlandsfår.
  • Kryddersalte, honning af mange slags, sirupper og syltede sager, der får os glade og sunde gennem vinteren.
  • ... og meget meget mere! 

Vi ses på ÅRETS STØRSTE FARMERS MARKET lørdag fra 9.30 - 14.00. 

Med venlig lokal hilsen,
Farmers Market Sorø

fredag den 28. august 2015

Kød på markedet imorgen

Det vil være muligt at løbe det lækre kød fra Bondegårdens Økologi på markedet imorgen. Herunder ses de gode dyr (foto fra gårdens hjemmeside):


torsdag den 27. august 2015

Marked på lørdag 29. august



På lørdag er vi klar igen med friske råvarer og spændende produkter fra vores dedikerede småproducenter:
Fine æbler, ribs og blommer.
Snoremark Æblemjød, æblevin og most.
Kropsplejeprodukter med ren fin aloe vera.
Rønnebærgele, paradisæblegele og myntegele (ny produktion)
Honning inkl. specialhonninger, pileflet og friske kryddersalte.

Om Bjørn og Lise fra Bondegårdens Økologi kommer med deres lækre kød, som de plejer, afhænger af vejret. De må i marken og høste, hvis vejret er til det. Det er den særlige charme ved et lokalt marked!
Hvad vi får af grøntsager, må vi også vente med at fortælle jer om, men følg med her på bloggen eller på vores facebookside, hvor vi giver lyd, så snart vi ved mere.

Én ting ved vi: I kan prøve Tina Madsens blide, men meget effektive og dybdevirkende massage. Tina har klinikken Ny Kropsholdning i Stenmagle, og hun giver prøver på sin teknik på Farmers Marked.

Vi ses på lørdag fra 9.30-14.00!

Med venlig lokal hilsen,

Farmers Market Sorø

torsdag den 13. august 2015

Vi er tilbage på lørdag 15. august!

Sommeren har været kold, men august har masser af varme i jorden. Du kan smage på augusts rigdomme på lørdagens marked. Kom og nyd det med os, smag på sommeren og få en hyggelig snak om alle de gode varer over en kop kaffe. Vi holder åbent 9.30-14 som vi plejer.

lørdag den 27. juni 2015

Grønt så langt øjet rækker ...

Tænker du allerede på, hvordan du klarer livet uden Farmers Market til vinter? Så glæde dig over, at vi kun lige har taget hul på sæsonen. De resterende markedsdage i 2015 er: 4. juli 15. august 29. august 12. september 26. september 10. oktober 24. oktober 28. november (Julemarked)

Marked igen på lørdag 4. juli

På lørdag kan du atter handle alt det sunde, røde/grønne, sprøde og søde, naturen byder på netop nu, på FARMERS MARKET ved SuperBrugsen. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få direkte besked om, hvilke varer der vil være at finde på markedet. Husk også at svinge indenom os på Facebook (Farmers Market Sorø). På glædeligt gensyn!

mandag den 1. juni 2015

Sæsonåbning på lørdag 6. juni 2015 kl. 9.30

Er du klar til at tage godt imod os? For VI er nemlig helt klar til at springe kåde ud i den nye sæson! Producenterne kommer på lørdag med varer fra den danske muld, mark og plantage: honning, rabarber, frisklavede urtesalte og æblemost. Hvis vejret arter sig: radiser, salat, spinat, ærteskud. Diverse grønt i potter: Chili, citron- og appelsintagetes, oregano, mynte og meget mere. Dyrene omkring Sorø bidrager med uldvarer, lækkert kød og gode pølser til grillen. De yndige bagerdamer hos MetteMarias Bagværk frister med nybagt brød og smukke og lækre kager. Der kan findes pileflet og brugskunst at servere alt det grønne og økologiske på. Hvad vi ikke kan klare selv, kommer fra Sydafrika: økologisk vin til de sommeraftener, der er på vej. Og Ny Kropsholdning giver en prøve på livgivende massage. LØRDAG 9.30-14 foran Brugsen, du ved ... lige som vi plejer.

tirsdag den 27. januar 2015

Indbydelse til generalforsamling

I indbydes hermed til generalforamling i Farmers Market Sorø. Den afholdes på Kongskilde Friluftsgård, Skælskørvej 34, 4180 Sorø, tirsdag d. 10. marts 2015 kl 20.00. Indkomne forslag skal være os i hænde på mail (farmersmarketsoroe@hotmail.co.uk) senest d. 1. marts 2015. Programmet vil være som følger: 1) Valg af dirigent og referent 2) Aflæggelse af beretning 3) Forelæggelse af det reviderede regnskab 4) Behandling af indkomne forslag 5) Forelæggelse af budget og aktivitetsplan for indeværende år 6) Fastsættelse af kontingent 7) VALG: a) Bestyrelsesmedlemmer b) Suppleanter hhv. 1 forbrugermedlem og 1 stadeholdermedlem c) Revisor d) Revisorsuppleant 8) Eventuelt Vi byder på kaffe og kage og glæder os til at se jer. Mange hilsner Bestyrelsen

lørdag den 28. juni 2014

Marked d. 28. juni 2014

Skolesommerferien er i gang og vejret var lun, omend en smule overskyet. Traditionen tro kunne man ved SuperBrugsen se de grønne pavilloner og købe lækre økologiske varer.




I smagsprøveboden lavede vi en mellemøstlig inspireret løgsalat, den er rigtig god i pitabrød, sandwich, med rødt kød eller kikærter.

Hele løg (vi brugte rødløg fra Ellemosegård) renses og skæres i tynde skiver, husk, brug også toppen. Blandes godt med lidt salt, sukker og hvidvinseddike til løgene bliver lidt bløde og begynder at safte. Krydres med sort peber, spidskommen og krydderurterne sar og isop (begge fra Ellemosegård). Man kan også bruge andre krydderurter, f.eks. persille eller koriander.



Vi lavede også en sommerbær-salat, som kan serveres som den er eller med vaniljeis eller en god gammeldags fløderand.
Alle sommerbær kan bruges, vi brugte: En bakke jordbær, en halv bakke hvide ribs og en halv bakke solbær (alle fra KysØko). Bærrene ordnes og jordbærrene skæres i kvarte. Bærrene overhældes med hyldeblomstsirup (fra Æbibo) og der tilsættes finthakket mynte og citronverbena (fra Ellemosegård) efter smag.

Vi ønsker alle en god sommerferie og håber at I lægger vejen forbi vores næste marked, sommerferiemarkedet d. 12. juli.

På gensyn







Husk markederne resten af året:
12. juli
9. august
23. august
6. september
13. september
27. september
11. oktober
25. oktober
29. november (julemarked)

fredag den 27. juni 2014

Lørdag d.21. juni på Farmers Market Sorø

Lørdag bød på endnu en marked ved SuperBrugsen på Norgesvej, Sorø


I Smagsprøveboden var der denne gang varer fra Bakkegården, Kysøko, Johs og Julie, Frk. Kvalitet og Bondegårdens Økologi til smagsprøverne.

Salat med Jordbær

2 små grønne salathoveder
1 savojkål
Jordbær
1 spsk. Honning
Olie og eddike
Forskellige krydderurter for eks. mynte, estragon  

Salat og savojkål skæres i strimler, jordbær skæres i skiver
Det hele blandes sammen, gemme lidt jordbær til pynt oven på salaten.
Blande olie, eddike og honning og kom oven på salaten. 


jordbær med chokolade

En bakke jordbær
En plade økologisk mørk chokolade

Chokoladen smeltes forsigtigt over varmt vand og jordbærrene dyppes i den varme chokolade,
Når chokoladen er stivnet stilles jordbærrene på et smukt fad og serveres med for eks. økologiske champagne fra Godsets Vin.

Vi stegte også Grillpølser med Ramsløg fra Bondgårdens Økologi

Hvad mere kan man ønske sig til Sankt Hans eller Studenterfesten, det skulle vel lige være en bakke nye kartofler!  

lørdag den 14. juni 2014

Sæson 2014 Åbningsmarked






Solen skinnede og vi havde en meget smuk dag, her til åbningsmarkedet i sæson 2014. Dagen stod i grøntsagernes og urternes tegn og TV2Øst var forbi og filme og interviewe, spændende.
Vi har glædet os til at komme i gang igen og vi fik også fornemmelsen af at mange kunder også havde glædet sig til at vi skulle åbne igen.
 De kommende markeder vil blive afholdt på følgende datoer:
21. juni
28. juni
12. juli
9. august
23. august
6. september
13. september
27. september
11. oktober
25. oktober
29. november (julemarked)
Som altid ved SuperBrugsen mellem kl 9.30 og 14

Til åbningsmarkedet lavede vi tre retter i smagsprøve-boden:

Sommersalat med et lille twist:



Til dressingen røres 1 del rygeost (evt. med ramsløg) med 2 dele creme fraiche 9%. Smag til med salt og peber.
Heri blandes: et bundt radiser i tern, en agurk i tern, tre fintstrimlede nye løg, et bundt hakket dild og hakkede blade fra en stilk mynte (gerne Marokkansk).
Pynt med purløgsblomster




Grøn salat:
 Et bundt strimlet russisk grønkål, tre håndfulde new zealandsk spinat og et hoved rød pluksalat blandes med 4-5 blade strimlet syre, finthakkede løgtop og spiselige blomster efter smag. Vi brugte rosenblade, hornvioler og hyldeblomster.
Det hele vendes med en dressing af jomfru olivenolie, hvidvinseddike, honning og figensennep.


Til slut lavede vi en jordbærrabarber-fool med roser:

Rabarber i stykker koges med sukker (efter smag) og rosenblade. Det skal være helt kogt i stykker. Afkøl. Rør evt flere rosenblade i og gerne nogle hyldeblomster.
Jordbær skæres i kvarte og vendes i rabarberne.
Vendes med letpisket flødeskum og pyntes med rosenblade og hyldeblomster.


Vi ses om en uge og husk at nyde den danske sommer.

tirsdag den 6. maj 2014

Markedsdatoer 2014

I 2014 glæder vi os til at holde Farmers Market i Sorø på følgende datoer:

14. juni
21. juni
28. juni
12. juli
9. august
23. august
6. september
13. september
27. september
11. oktober
25. oktober
29. november (julemarked)

Vi glæder os allerede rigtigt meget.
Håber at se en masse mennesker :-)

Referat af Generalforsamling 2014

Referat af ordinær generalforsamling i Farmers Market Sorø
d. 26.2.2014 kl 19.30 på Kongskilde Friluftsgård, Skælskørvej 34, 4180 Sorø

Dagsorden:
1)     Valg af dirigent og referent
2)     Aflæggelse af beretning
3)     Forelæggelse af det reviderede regnskab
4)     Behandling af indkomne forslag
5)     Forelæggelse af budget og aktivitetsplan for indeværende år
6)     Fastsættelse af kontingent
7)     VALG:
a)     Bestyrelsesmedlemmer
b)     Suppleanter hhv. 1 forbrugermedlem og 1 stadeholdermedlem
c)     Revisor
d)     Revisorsuppleant
8)     Eventuelt

ad 1) Dirigent: Niels Hilker, referent: Klaus Rostgaard. Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt efter forskriften.
ad 2)
Maria Kiersgaards fremlæggelse af beretningen.
Der er blevet afholdt 8 Farmers Marked i 2013. Vi har gang i en god spiral hvor flere glade kunder skaffer flere glade stadeholdere. Der er efterhånden et flot udbud af varer. Ella Hilker og Dinny Rebild har promoveret Farmers Market på feriemessen i Bellacenteret og på Smag i Sorø. De har ligeledes været på kursus i salg af øko-varer, været i Lübeck på erfaringsudvekslingskursus og har taget sig af samarbejdet med SuperBrugsen og Sorø Erhvers-ogTuristråd. Farmers Market har haft besøg af Foreningen af entrepenører i Danmark. Alle stadeholdere har betalt kontingent, mens antallet af private medlemmer er ganske beskedent. Det vil kræve særlig aktivitet fremover at skaffe flere private medlemmer. Der mangler p.t. telte til stadeholderne, indkøb af flere telte er et must for den kommende bestyrelse.  
Bemærkninger til beretningen.
a) Tidsrammen omkring Farmers Market, 9.30-14.00, ser ud til at virke. Det er et godt tegn at denne diskussion ikke er blevet taget op på Generalforsamlingen.
b) Der er brug for mere PR overfor ikke-lokale potentielle kunder for at skaffe et større kundeunderlag. Der er en jævn strøm af opdateringer og søgninger på Farmers Market på Facebook, Google o.s.v.
c) Vi kunne melde folk ind som private medlemmer, når de dukkede op på Farmers Market for at få smagsprøver, og bruge et lotteri blandt medlemmer om en eller flere varekurve som lokkemad/argument for indmelding. Den ny bestyrelse skal udarbejde et ”Medlemsbevis”.
d) Datoerne for Farmers Market i 2014 er allerede fastlagt.
e) Midler til telte kunne fx komme fra EU-midler, men det er et tungt bureaukrati.
Med disse bemærkninger blev beretningen godkendt.
Ad 3) Kassereren, Ella Hilker, fremlagde regnskabet, der viser et plus på driften i samme størrelsesorden som tilskuddet fra Grønt Forum (5000 kr.), dvs. Farmers Market løber rundt og er levedygtigt. Foreningen har i 2013 fået en bankkonto og er dermed også på det punkt ved at blive voksen.og seriøs. Under punktet blev det desuden nævnt at a) Oprør fra Maven vil ikke give deres penge til os. De har nye initiativer på vej i 2014, og de vil give penge til ansøgere som fx os. Niels Borup forventer at vi får 10-20.000 kr. i år. b) Visitkort er en god ting. De er blevet lavet og bliver omdelt på første Farmers Market. Visitkortene har dog været alt for dyre. Næste gang skal det være meget billigere, der er fx nogle billige muligheder på nettet.
Ad 4) Ingen indkomne forslag.
Ad 5) Bestyrelsen regner med at få en del tilskud, fx fra Grønt Forum. Bestyrelsen regner med at købe flere telte. Anders (Kys-øko) vil gerne lægge ud for telte hvis SuperBrugsen ikke vil det. Helle Buttrup mente, der var gode muligheder for med få penge (100-200 kr/mdr) at skaffe sig meget PR i.f.t. potentielle kunder i Vestsjælland. Der var enighed om, at annoncen i Sorø Magazine nok ikke var pengene værd (forkert målgruppe). Vi skal prøve at få SuperBrugsen til at nævne Farmers Market, når det forekommer i deres to-siders annonce. Til en begyndelse må vi finde ud af, hvem der laver annoncen. Det blev besluttet ikke at annoncere igen i Sorø Magazine. Hvis vi får nok sponsorpenge skal vi iværksætte Helle Buttrups skitserede PR-projekt på Facebook (eller tilsvarende).
Ad 6) Uændret kontingent – 50 kr. for private, og 250 kr. for stadeholdere. Bestyrelsen bør udsende påmindelse om kontingentindbetaling med betalingsoplysninger. Der må ikke være andet indhold i mailen!
Ad 7)
a) Line Suhr (privat) og Bjørn Rasmussen (stadeholder) på valg. Klaus Rostgaard (privat) valgt og Bjørn Rasmussen genvalgt.
b) privat: Sandra Dinny Rebild, stadeholder: Rene Cruz
c) Anders Lindgaard
d) Niels-Erik Eich
Ad 8) Arrangementsgruppen laver en opstartsmail i god tid før opstart om, hvordan det skal gøres. Ella bemærkede, at det var en fornøjelse at være på Farmers Market, der var meget få irritationsmomenter. Anders bemærkede ligeledes, at det er dejligt at være på markedet. Niels Hilker fremførte, at to rækker telte giver en tydelig markedsfornemmelse, og at det ville være dejligt, hvis man kunne afse et telt til fælles aktiviteter.

Referentens bemærkninger: Der var lidt mere end 20 tilstede, og Marias kage og diverse andre bidrag smagte dejligt.

søndag den 19. januar 2014

Generalforsamling i Farmers Market Sorø

Så er det blevet tid til generalforsamling i Farmers Market Sorø.
Generalforsamlingen afholdes på Kongskilde Friluftsgård, Skælskørvej 34, 4180 Sorø. Det sker onsdag d. 26. februar 2014 kl. 19.30.

Programmet vil være som følger:
1)     Valg af dirigent og referent
2)     Aflæggelse af beretning
3)     Forelæggelse af det reviderede regnskab
4)     Behandling af indkomne forslag
5)     Forelæggelse af budget og aktivitetsplan for indeværende år
6)     Fastsættelse af kontingent
7)     VALG:
a)     Bestyrelsesmedlemmer
b)     Suppleanter hhv. 1 forbrugermedlem og 1 stadeholdermedlem
c)     Revisor
d)     Revisorsuppleant
8)     Eventuelt


Vi byder på kaffe og kage og glæder os til at se jer.

Mange hilsner
Bestyrelsen

Vedtægter for Farmers Market Sorø


VEDTÆGTER

FOR
FARMERS MARKET SORØ


§ 1 - Navn
Foreningens navn er Farmers Market Sorø.
Foreningen er stiftet den 30. januar 2013
Foreningens hjemsted er Sorø Kommune.


§ 2 – Formål
Foreningens formål er primært at sætte fokus på alsidig, økologisk hverdagsmad, gerne lokalt og bæredygtigt. Der skal skabes rammer for det direkte møde mellem producent og forbruger gennem Farmers Market i Sorø.


§ 3 – Medlemmer
Stk. 1:
Som forbrugermedlem kan optages enhver, der kan tilslutte sig foreningens formål.
Som stadeholdermedlem kan optages enhver, der 1) kan tilslutte sig foreningens formål, 2) kan godkendes af bestyrelsen og 3) ønsker at deltage som forhandler på Farmers Market i Sorø.
Stk. 2:
Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.
Stk. 3:
Udmeldelse skal ske ved henvendelse til bestyrelsen. 


§ 4 – Ledelse
Stk. 1:
Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af 5 medlemmerne, som konstituerer sig selv med formand og kasserer. Der skal til enhver tid være flertal af forbrugermedlemmer i bestyrelsen.
Stk. 2:
To af bestyrelsens medlemmer er på valg i lige år, og de øvrige tre i ulige. Alle vælges for 2 år ad gangen.
Stk. 3:
Ethvert betalende medlem er valgbart.


§ 5 – Kontingent
Kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling. Kontingentperioden går fra 1. april til 31. marts.


                 § 6 – Forpligtelser
Stk. 1:
Foreningens medlemmer, udvalgsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke foreningen alene hæfter med dens respektive formue.
Stk. 2:
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen ud over kontingentforpligtelsen.
Stk. 3:
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.


                 § 7 – Myndighed
Stk. 1:
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes i 1. kvartal. Der indkaldes med mindst 20 dages varsel ved annoncering på foreningens internetside samt pr. mail til medlemmer, der har opgivet en mailadresse.
Stk. 2:
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 10 dage før.
Stk. 3:
Stemmeret har kun fremmødte betalende medlemmer med 6 måneders anciennitet.
Stk. 4:
På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal (over halvdelen), dog kræves til genoptagelse af et udelukket medlem samt til ændring af vedtægter mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
Skriftlig afstemning skal anvendes, såfremt blot et medlem forlanger det.
Stk. 5:
Der føres protokol over vedtagne beslutninger.


                 § 8 – Generalforsamlingen
På den ordinære generalforsamling behandles følgende:
1)     Valg af dirigent og referent
2)     Aflæggelse af beretning
3)     Forelæggelse af det reviderede regnskab
4)     Behandling af indkomne forslag
5)     Forelæggelse af budget og aktivitetsplan for indeværende år
6)     Fastsættelse af kontingent
7)     VALG:
a)     Bestyrelsesmedlemmer
b)     Suppleanter hhv. 1 forbrugermedlem og 1 stadeholdermedlem
c)     Revisor
d)     Revisorsuppleant
8)     Eventuelt


§ 9 – Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 25 % af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.


                 § 10 – Tegningsret
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån af formanden+ yderligere 3 bestyrelsesmedlemmer. Kassereren kan betale budgetterede udgifter, ekstraordinære udgifter besluttet af bestyrelsen, samt udgifter pålagt af en offentlig myndighed.


                 § 11 – Forretningsorden
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og udarbejder retningslinjer for afholdelse af markedet. Kassereren fremlægger regnskab på alle bestyrelsesmøder.


                 § 12 – Bestyrelsen
Vedtagelse i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsen er enige.


                 § 13 – Referat
Der tages beslutningsreferat fra bestyrelsesmøder, og dette godkendes på det næste møde.


                 § 14 – Regnskabsår
Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december, og senest den 15. januar afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisorer.


                 § 15 – Opløsning
Stk. 1:
Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i to på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor.
Stk. 2:
Ved opløsning tilfalder foreningens aktiver almennyttige formål inden for foreningens formålsparagraf.



Således vedtaget:                      Sorø, den 30. januar 2013


Dirigentens underskrift
                                  Niels Hilker
                                  sign.
                                 

tirsdag den 19. november 2013

Julemarked på Farmers Market 30. November 9.30-14.00

Vi holder til på Norgesvej 2 foran Super Brugsen

Skriv dig op på nyhedslisten her og få en påmindelse når vi holder marked også i fremtiden.




Julemarkedet er vores sidste i år og der vil være masser af lækkerier til dine juleborde, eller gode ideer til julegaver og værtindegaver.

Producenterne har mange forskellige økologiske varer med og der vil naturligvis som altid være smagsprøver og gode fifs til din egen madlavning.


Vi glæder os til at se dig.


Mvh Farmers market

lørdag den 7. september 2013

Brug æblerne! Opskrifter fra 7. september

Et hyggeligt sensommermarked med varm sol og blæst, så teltene lettede.

I kogepavillonen satte vi os for at lege med æbler. Lige nu bugner markedsboderne og haverne af modne æbler, og for mange af os er det svært at nå at bruge dem alle. Men inden de ender som kompost, kan de godt nå en tur igennem vores kroppe og nære lidt!
Pres æblerne til saft og variér smagen med alt det andet gode grønt, der er i sæson nu. Riv æblerne i frikadellefarsen og lav en dejlig salat med dem. Få et par ideer her:

Juice med æbler, rødbeder, ingefær og citron
Pres en masse æbler (ca. 1 kg), gerne nedfalds-, med et par små rødbeder, en centimeter ingefær og ½ citron.
Er juicen for sur, kan man tilsætte lidt honning.
Juicepresseren, der var med på markedet, er modellen fra Philips HR1861.

Frikadeller med revet æble, citronskal og fennikelfrø
2 pk øko svinekød fra Bondegårdens Økologi (ca. 800 gr.) røres til fars med mælk, æg, mel, løg, salt og peber som almindelige frikadeller. Tilsæt fintrevet skal af 1 citron, 1 stort fintrevet æble og en god tsk. fennikelfrø, der rives i en morter (ja, 'rives' skulle faktisk være den korrekte betegnelse) eller hakkes fint.

Rødbedesalat med æble og solbæreddikedressing
6-8 rødbeder (Den Grønne Verden donerede de lækre rødbeder, der tages op samme dag, som de sælges)
Æbler (antal efter behag)
Søde efterårsstikkelsbær (kan udelades)
Persille
Grønkål
Olivenolie
Solbæreddike - fås hos Æbibo på Farmers Market.
Citronsaft
Salt

Rødbederne vaskes og koges, så der stadig er bid i dem. Skrællen gnubbes af, de skæres i tern og trækker i  en dressing af 2 dele olie, 1 del solbæreddike, godt med citronsaft og et drys salt.
Mens rødbederne køler af i dressingen, skæres æbler i tern, persillen og grønkålen vaskes og finthakkes, og stikkelsbærrene (eller f.eks. brombær eller valnødder) skæres/hakkes. Bland med rødbederne og servér.

Vi ses på Kongskilde Marked i næste weekend 14. og 15. september!

søndag den 25. august 2013

Opskrifter fra markedet i lørdags d. 24. august 2013

Grillspyd med chilidrys:

Oksesmåkød fra  Bondegårdens Økologi vendes sammen med lige dele spidskommen, stødt koriander, salt og chili. Grilles på spyd.
Persille hakkes sammen med chili, styrke efter smag :-).
Server spydende med drysset og en varm salat:

Løg og fennikel i tynde strimler steges i olivenolie til de får lidt farve. Tilsæt squash i skiver/strimler og tomater, samt lidt hvidvinseddike og salt. Steg lidt og rør hakket persille i til sidst.

Kartoffelmos med syltede løg:

"Mos-kartofler" fra Den Grønne Verden koges til de er møre. Hæld vandet fra. Rør smør, salt, peber og persille i. Server med syltede løg: Kog små pillede løg i ca 3 minutter og læg dem i en lage af eddike og sukker, krydder med salt og peber.




Raw blommetrifli:

Blommer (gerne forskellige) og mild chili (Habanero Dulce fra Chiliprinsessen) skæres i mindre stykker og marineres i ½ dl Etterna æblevin (Vinperlen) og 1 dl nyslynget honning (Godsets vin). Blødt flødeskum røres med vanilje. Friskvalsede havregryn blandes med hakkede valnødder og vanilje. Anret blommekompotten med skum og drys.

mandag den 12. august 2013

Marked d. 10. august 2013

Så gik sommerferien på hæld og atter var der mulighed for at fylde indkøbskurvene på Farmers Market Sorø. Vi nød både det gode vejr og lifligt blokfløjtespil.
I kogebiksen lavede vi tre retter. Et smuk blomstersalat, stegte græskarblomster og salvieblade og det søde punktum: Citronverbenapandekager med hybencreme og honningkarameliserede valnødder.
Vi glæder os til at se  jer igen resten af sæsonen, hvor vi nu holder marked hver 2. lørdag.
 
Blomstersalat:
Grønkålsblade, bladbeder i forskellige farver, gule rødbeder, fennikel, persille. Det hele snitte fint og blandes med en dressing af olivenolie, kirsebæreddike (Æbibo), rabarbersirup (Æbibo) og lidt salt. Pynt med rigelige mængder af spiselige blomster. Vi brugte hornvioler, morgenfruer, appelsintagetes og blå dusksalvie.

Stegte græskarblomster og salvieblade:
Lav en ret tynd pandekagedej af øl (vi brugte Brown Ale fra Bryggeriet Braunstein), et par æg, lidt salt, revet skal fra en citron og sigtet ølandshvedemel (Meinerts Mølle). Klargør blomsterne ved at fjerne støvdrageren og evt. små insekter. Blade og blomster skal være tørre. Opvarm rigelig olivenolie i en gryde, det skal syde om en træpind, så er olien klar. Dyp blade og blomster i dejen og steg i olien lidt ad gangen. Det syder og sprutter, så pas på. Tag blade og blomster op når dejen er blevet lysebrun og læg dem på fedtsugende papir. Server straks med et drys salt (fx urtesalt fra Æbibo) og et dryp citron.


 

Citronverbenapandekager med hybencreme og honningkarameliserede valnødder:
Smelt 1 spsk smør og 2 spsk honning på en pande og lad 100-150 g valnødder stege deri til de er brune og karamelliserede. hæld det af panden og køl af på et stykke bagepapir. Hak når det er afkølet.
Rør en tyk pandekagedej af mælk, æg, evt. lidt øl, honning, vanillepulver, revet skal af en citron, hakkede citronverbenablade, sigtet ølandshvedemel og lidt bagepulver.
Steg pandekagerne i smør og lad dem køle lidt.
Pisk ½ l piskefløde til skum og rør et glas syltede hyben og citron (Helle Buttrup) i.
Server pandekagerne toppet med cremen og et drys nødder. Pynt gerne med en lille blomst.