mandag den 14. januar 2013

Bliv medlem af Farmers Market Sorø

Farmers Market Sorø er blevet en selvstændig forening, hvilket giver os mange fordele. Nu kan du blive medlem af foreningen!
Ønsker du at støtte og værne om vores økologiske marked i Sorø, og ønsker du at hjælpe os til at vokse og skabe bedre netværk om økologi, sunde fødevarer og bæredygtig produktion på Sjælland, så tegn et støttemedlemskab til 50,- årligt.
Støtten vil gå til bedre markedsføring, arrangementsgruppens tiltagende netværksarbejde og fortsatte indsats for at tiltrække flere producenter til markedet. Desuden støtter du vores arbejde med at forbedre cafémiljøet på markedet, hvor man som altid kan få en kop gratis kaffe, få smagsprøver og en hyggelig snak. 

Tegn et støttemedlemskab ved at indbetale 50,- på:

Reg.nummer: 8401
Kontonummer: 1193251

Der udstedes ikke medlemsbeviser, medmindre du retter henvendelse til os. Medlemskabet noteres i hjertet istedet!

Klip ud og hæng op på køleskabet:


Farmers Market Sorø i 2013:

8., 22. og 29. juni
13. juli
10. og 24. august
7. og 21. september
Fællesstand på Kongskilde Marked 14.-15. september.
5. og 19. oktober
30. november: Julemarked


onsdag den 9. januar 2013

Markedsdatoer 2013


8., 22. og 29. juni

13. juli
10. og 24. august

7. og 21. september samt fællesstand på Kongskilde Marked 14.-15. september.

5. og 19. oktober

30. november: Julemarked

----

Inspiration og opskrifter findes i blog-arkivet nederst på siden.

mandag den 3. december 2012

Julemarked 2012

Så ankom december måned med frostvejr og sne. På Farmers Julemarket nød vi den høje blå himmel og de lunende solstråler, på en smuk, men kold dag.
Mange handlende var trukket af huse, så vi stod med en flot og indbydende handelsgade med både kendte og nye ansigter. Vi håber at I fik fyldt op med både gaver og godter.
I kogepavillonen lavede vi æblemost-braiseret and i salat af rødkål og æbler, pandekager med sylt og rødvinsglögg.

Andesalat:

En god økoand (Bondegårdens Økologi) parteres og saltes let, inden stykkerne steges i en gryde. Hæld ca 1 dl æbleeddike på og kog væk. Hæld 1 l friskpresset æblemost (KysØko) på og spæd op med lidt vand, så anden er dækket. Krydder med laurbærblade, stjerneanis, allehånde, sort peber og en kanelstang. Lad anden simre i et par timer, til kødet falder af benene. Tag andestykkerne op og kog fonden godt ind, mens kødet og skindet tages fra benene.
Skindet skæres i strimler og steges sprøde på en stegepande. Kødet pilles fra hinanden i strimler og lunes i noget af den indkogte fond. Husk at smage til med salt. Kødet vendes sammen med et fintsnittet rødkål, 5-6 æbler (Holsteiner Cox fra Æbibo) i tern, et par håndfulde hasselnødder og lidt æbleeddike. Smag til med salt, peber og eddike. Server med drys af de stegte "andesvær"

Rødvinsglögg:

Et glas forårshonning (fra Æbibo) koges med hele allehånde, hel kanel, hel kardemomme, citrongræs, nelliker og stjerneanis, til krydderiernes smag er trængt ud. Hæld to flasker rødvin (Økologisk fra Godsets vin) på og varm op. Server gerne uden fyld.

Vi takker af for 2012 og glæder os til at vende tilbage i 2013.
Følg med her på bloggen.

God jul og godt nytår
ønskes alle fra
Farmers Market Sorø, Det økologiske marked midt på Sjælland

tirsdag den 27. november 2012

Julemarked på lørdag 1. december


Farmers Market holder julemarked på den første vinterdag, nemlig på lørdag 1. december 2012.
Her fås Sorøs sundeste og dejligste produkter til julegaver og bæredygtig decemberhygge.

Vores producenter kommer med champagne, julevin, forskellige øl fra mikrobryggerier, sunde bolscher, chokolade og udstyr til at lave chokolader selv. Der vil være masser af årstidens frugter og grøntsager fra markerne omkring byen, honning til honningkagen, diverse kunsthåndværk samt juleroser, løgplanter, græskar og kogler. Du kan også få friskbagt brød fra Kongskilde Restaurant. Fine julegaver kan også være uldvarer samt fine håndlavede børster og dørmåtter fra Blindes Arbejde.
Du kan bestille juleanden fra vores trofaste kødproducent Bondegårdens Økologi samt købe lækre udskæringer af okse og svin. Som noget nyt tilbyder vi også bison-kød og gedepølse.

Der vil være smagsprøver på and braiseret i krydret æblemost, inspiration til julesalaten og formentlig også noget varmt at drikke. Desuden som altid gratis kaffe.

Kom i økologisk julehumør foran SuperBrugsen i Sorø på lørdag 9.30-14! Vi ses,

Arrangørerne