lørdag den 3. december 2011

Julemarked 2011


Det måtte blive ved drømmen, at vi skulle holde julemarked i de første dalende snefnug, med stille ild i Niels’ og Alices/Æbibos mexicanerovn og til stille vandrende dufte af Marias æbleskiver. Nej, teltene var ved at lette i den hårde vestenvind, og iskolde regnbyger fik nedkølet soranernes lyst til at ose på byens hyggeligste og sundeste julemarked. Men hvor var det et fint julemarked, vores producenter fik stillet op: smukt dekorerede boder med juleroser, hvide amaryllis, æbler i alskens lækre variationer, portvin, uldvarer, pileflet, kvæder, rapsolie, ølandshvedemel, vårrug, havrevalser, lammepølser, juleænder og meget mere …
Vi fik miljøprisen Agenda 21 overrakt, og Teknik- og Miljøudvalgsformand Linda Nielsen holdt en meget fin og nærværende tale for os. Tak for både talen og prisen. Æren ledsages af et lille kontant beløb, der skal gå til nye caféborde og -stole og dermed bedre rammer om al den hyggelige snak på Farmers Market.
Maria lavede æbleskiver og en dejlig varm æbleglögg. Opskrifterne – også på et rigtig godt rugbrød – følger herunder.

Tak til alle producenter og kunder for mange gode stunder i sæson 2011. Datoerne for 2012 er fastsat, og vi holder åbningsmarked 2. juni. Du kan møde os:
2., 16., 23. og 30. juni
14. juli
4. og 18. august
1., 15. og 29. september
13. oktober
1. december (julemarked)


Æbleglögg
300 g honning
6 stjerneanis
4 kanelstænger
1½ spsk hele nelliker
1½ spsk hel kardemomme
3 valnøddestore stykker frisk ingefær
revet skal og saft af 2 appelsiner

Det hele koges sammen med 3 dl vand eller æblemost, lad gerne ekstrakten trække så lang tid som muligt.
Si ekstrakten og bland den i

3-4 l æblemost/æblejuice.

Server med små tern af æble. Til de voksne kan tilsættes calvados efter smag.

Æbleskiver
½ l kærnemælk
4 æg
revet skal af 2 citroner
½ spsk vaniliepulver
½-1 spsk stødt kardemomme
2 spsk bagepulver
hvedemel, indtil dejen er som en ret tyk pandekagedej

Det hele piskes sammen, og æblebåde vendes i. Æblebådene dybsteges i varm olie (fx rapsolie) og drysses med kryddersukker:

2 dl rørsukker
1 tsk stødt kanel
1/4 revet muskatnød
1 tsk vaniliepulver
½-1 tsk lakridsrodspulver
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk stødt ingefær.

Et rigtig godt og nemt rugbrød
9 dl vand
1 dl kærnemælk eller A-38 (eller bare mælk, evt. med et skvæt citronsaft)
Surdej – cirka 1 dl.
30 g. salt
1 spsk. sirup
100g hele mandler (eller bare en håndfuld. Kan evt. udelades)
250g kerner (solsikkekerner, hørfrø, grønne græskarkerner, sesam …)
400g knækkede rugkerner
400g rugmel
150g durummel (eller almindeligt hvedemel).

Alt blandes sammen og hældes i en stor rugbrødsform. Prik brødet tæt med en gaffel.
HUSK at tage surdej fra til næste bagning!

Dejen dækkes med vitawrap og hæver i 12-16 timer. Dejen skal være hævet synligt op (dvs. rejse sig cirka 3 centimeter). Hvis hævetiden af praktiske grunde skal være længere, kan man lade brødet hæve køligt.
Bages v. 175 grader til stegetermometret viser 95 grader. Dvs. ca. i 1 time og 45 minutter. Vent gerne med at spise af brødet til dagen efter.
Pak det afkølede brød ind i et tørt, rent viskestykke og derefter i en plasticpose. Opbevares i køleskab.

Generelle fif:
• Surdej kan fryses, hvis den i en længere periode ikke skal bruges.
• Den kan holde sig i køleskab i cirka 3 uger uden at blive brugt. Er den blevet slap, kan den genoplives med en sjat rugmel og en sjat vand og tilbringe en nat ude af køleskabet på køkkenbordet.
• Spises brødet af små børn, kan frø + rugkerner reduceres. 2-300 gram rugkerner passer småbørns maver bedre. Kernerne kan erstattes af cirka den samme mængde rugmel.

onsdag den 23. november 2011

Julemarked og prisuddeling


Kom til Farmers Markets julemarked den 3. december , nyd den gode stemning og find Sorøs reneste og sundeste julegaver. Der vil være uldvarer, juleroser, måske lidt julepynt og lækre madvarer. Rene råvarer til de hjemmelavede gaver som kvædebrød, marmelade mm. findes her.
For at gøre dagen god, stemningsmættet og festlig håber vi at se jer alle! Ud over at hjerternes fest står for døren er der nemlig noget helt særligt at fejre:
Vores Farmers Market er blevet tildelt miljøprisen Agenda 21 fra Grønt Forum, Sorø Kommune! Prisen tildeles for en særlig indsats for en bæredygtig udvikling inden for et af områderne miljø, klima, natur og sundhed. Begrundelsen for at indstille os til prisen lyder: "Farmers Market i Sorø lever op til essensen af Agenda 21 tanken, som er udtrykt i mottoet: Tænk globalt - handl lokalt! Ud over selve handelen med de lokale varer, giver Farmers market producent og forbruger mulighed for at tale sammen, og derigennem udbrede en større viden om fødevarerne. Ved at have fokus på både økologien og nærheden bidrager Farmers Market både til en mindre belastning af miljøet i produktionen og i transport og opbevaring mv. Ud over de miljømæssige, kan tilføjes de sociale og lokalkulturelle aspekter af denne form for handel".

Vi får overrakt prisen på markedet, hvor der vil være et par taler og derefter en skål. Vær med til at fejre begivenheden og nyd julestemning, gløgg og hygge med os foran SuperBrugsen på Frederiksberg kl. 9-14.

mandag den 10. oktober 2011

Nyhedsbrev 9/2011


Lørdag den 8. oktober rundede vi sommersæsonen 2011 af for Farmers Market i Sorø. En lille, men trofast skare producenter lod os tanke op af æbler, æblevin, kød, kartofler, sæber, honning mv., så vi kan klare os indtil julemarkedet i december. Bakkegårdens artiskokker havnede på i al fald ét af byens middagsborde – dampede og med lidt olivenolie og salt, mmm …
Middagsbordet var mit, og jeg var så heldig, at artiskokkerne blev afløst af entrecôte fra Bondegårdens Økologi. Det var på flere måder en speciel oplevelse. Dels fordi kødet er noget af det lækreste, vi i familien har smagt; dels fordi det har en helt anden struktur, end man har vænnet sig til, at kød skal have. Det holdt bedre på saften, og det var fast og mørt på en anden måde. Stegetiden ramte vi af samme grund helt forkert! Tankevækkende – for hvorfor finder vi os i, at kød ikke altid smager og opfører sig sådan?

Tak til producenter og kunder for en god, velsmagende og temmelig regnvåd sommersæson 2011, hvor god snak og gode varer er røget hen over bordene i de grønne pavilloner. Vi ses, når julegaverne skal i hus på
Farmers Markets julemarked den 3. december

Ella, Maria, Susan – og Line

I kogepavillonen lavede vi:
Æblepandekager med pærekompot, ingefærflødeskum og græskarkerne-karamel


Rør en lidt tyk pandekagedej. Tilsæt revet æble/pære, revet citronskal og vanilje. Bag små tykke pandekager på en pande (eller lav de almindelige tynde crêpes).
Lav en kompot af æble og/eller pære ved at koge små tern af frugt med honning og citron- eller appelsinsaft.
Pisk flødeskum (ikke for stift) og riv lidt frisk ingefær i flødeskummet.
Lav græskarkernekaramel: græskarkerner poppes på panden, smelt sukker og lidt honning på panden og rør sammen. Lad det afkøle. Er det blevet stift, hakkes det.
Anret en pandekage med kompot og en lille klat skum, drys med græskarkernekaramel.
Græskar-karamellen kan også røres direkte i flødeskummet.

fredag den 30. september 2011

Nyhedsbrev 8/2011


I denne nærmest Indian Summer var det en glæde at holde marked 24. september. Georginer pyntede på bordene, og æblerne lyste rødt. Det Portugisiske Hus havde bl.a. grillet torsk på dåse med, fabrikeret i en før hensygnende landsby, der har fået ny dynamik og selvtillid med sin lille konservesfabrik. En dejlig historie ..
Det var nu Bondegårdens Økologis lokale gris og ikke torsk, der havnede i Marias gryder. Kogepavillonen fokuserede på brugen af æbler i det salte køkken. Marias mad-tryllerier kan du lave selv, for her kommer opskrifterne:



Æblepeberrod:

Kog en æblemos af æbletern, gerne med skræl. Smag til med æbleeddike og sukker. Når mosen er kølet lidt af røres friskrevet peberrod i.




Gris i æble:

Smelt smør (ca. 1 spsk) i en gryde og steg skinketern (ca. 500 g) og bacon (ca. 150 g) i små stykker. Tilsæt løg i tern (ca 800 g), timian (en god, stor håndfuld), laurbærblade (4) og stødt koriander (1½ tsk). Steg videre og tilsæt æblebåde (ca 800 g) og græskartern (ca 300g). Hæld æblecidereddike (½-1 dl) på og kog det helt væk. Hæld en "Dark Horse" (schwartzbier fra Ørbæk Bryggeri) på og kog næsten væk. hæld lidt vand og fløde på, så du har den sovsemængde du ønsker. Rør persille i og smag til med salt, peber og sennep. Rør først sennep i, når gryden er taget af varmen. Drys evt med persille ved servering.



Æble-jordskoksalat:
Jordskokker (500g) skrubbes eller skrælles. Skæres i tynde skiver. 3-4 aromatiske, ikke for søde, æbler skæres i tynde både med skræl. Vendes i en dressing af olivenolie, æblecidereddike, sennep, honning og salt. Vend finthakket persille i og drys med græskarkerner, der er blevet ristet på en tør pande til de popper.