Så ankom december måned med frostvejr og sne. På Farmers Julemarket nød vi den høje blå himmel og de lunende solstråler, på en smuk, men kold dag.
Mange handlende var trukket af huse, så vi stod med en flot og indbydende handelsgade med både kendte og nye ansigter. Vi håber at I fik fyldt op med både gaver og godter.
I kogepavillonen lavede vi æblemost-braiseret and i salat af rødkål og æbler, pandekager med sylt og rødvinsglögg.
Andesalat:
En god økoand (Bondegårdens Økologi) parteres og saltes let, inden stykkerne steges i en gryde. Hæld ca 1 dl æbleeddike på og kog væk. Hæld 1 l friskpresset æblemost (KysØko) på og spæd op med lidt vand, så anden er dækket. Krydder med laurbærblade, stjerneanis, allehånde, sort peber og en kanelstang. Lad anden simre i et par timer, til kødet falder af benene. Tag andestykkerne op og kog fonden godt ind, mens kødet og skindet tages fra benene.
Skindet skæres i strimler og steges sprøde på en stegepande. Kødet pilles fra hinanden i strimler og lunes i noget af den indkogte fond. Husk at smage til med salt. Kødet vendes sammen med et fintsnittet rødkål, 5-6 æbler (Holsteiner Cox fra Æbibo) i tern, et par håndfulde hasselnødder og lidt æbleeddike. Smag til med salt, peber og eddike. Server med drys af de stegte "andesvær"
Rødvinsglögg:
Et glas forårshonning (fra Æbibo) koges med hele allehånde, hel kanel, hel kardemomme, citrongræs, nelliker og stjerneanis, til krydderiernes smag er trængt ud. Hæld to flasker rødvin (Økologisk fra Godsets vin) på og varm op. Server gerne uden fyld.
Vi takker af for 2012 og glæder os til at vende tilbage i 2013.
Følg med her på bloggen.
God jul og godt nytår
ønskes alle fra
Farmers Market Sorø, Det økologiske marked midt på Sjælland
mandag den 3. december 2012
Abonner på:
Opslag (Atom)