søndag den 21. juni 2009

opskrifter fra åbningsdagen 13. juni

Her kommer et par af Katrine Klinkens opskrifter:

Agurkesalat med bladselleri:

1 agurk og ca. ½ bladselleri skæres i små tern og vendes i en dressing af 1 dl æblecidereddike, 2 spsk nyslynget honning, lidt salt, 1-2 tsk hakket frisk rosmarin, 2-3 tsk hakket frisk mynte og 2 spsk hyldeblomster. til sidst vendes ristede saltede græskarkerner og evt. tyndtskåret rå rabarber i.

Kartoffelsalat med rygeost:

Rygeost vendes med creme fraiche 9% i forholdet 1:1. Heri røres forskellige hakkede krydderurter, salt og peber og tilsidst vendes kolde kogte nye kartofler. Hertil kan serveres en rabarberkompot med eddike og frisk ingefær. Rabarber koges hurtigt med æblecidereddike, rørsukker og frisk ingefær til kompot.

Perlebyg med yoghurt og rabarber:

Perlebyg koges efter anvisningen på pakken og afkøles helt. Rørsukker smeltes på panden til en mørk karamel, hvori tynde skiver af rabarber vendes tillige med friskrever ingefær. Rabarberne tages af varmen når de har smidt væden. Perlebyg, drænede rabarber og græsk yoghurt 10% (eller anden yoghurt eller creme fraiche) vende sammen med hakket mynte og friskrevet ingefær efter smag. Hele sagen serveres med nyslynget honning og hyldeblomster.
Nyhedsbrev nr. 7

Vores flotte åbningsdag den 13. juni!
Efter flere dage med mørke skyer og regn i ubegribelige mængder bragede solen igennem lørdag den 13. juni. Humøret var højt, og end ikke strid blæst kunne ødelægge den gode stemning. 10 grønne pavilloner blev rejst langs muren ved indgangen til SuperBrugsen, og i løbet af ingen tid var de fyldt med et fantastisk og indbydende udvalg af alle jeres varer. Allerede inden kl. 10 var de første bakker med saftige jordbær solgt, og kunderne strømmede nysgerrigt til.

I skyggen for solens smeltende stråler og i strid blæst stod Jan med sine lækkerier fra Økoladen. Der var bl.a. smagsprøve på hans guldmedaljevindende hvide chokolade med lakrids.
I hjørnet udbredte Kirsten fra La Savonette skønne dufte fra et kæmpe udvalg af sæber og cremer. Der var vist ingen, der kunne lade være med at tage et kig på det store udvalg.
Niels og Alice fra ÆBIBO fik tømt hele beholderen med nyslynget honning, og også æblechipsene fik hurtigt ben at gå på. De fik vist et enkelt bundt rabarber med hjem J
Katrine Klinken fremtryllede skønne retter med hjælp fra Karen, Dorte, Linda og Jørgen fra Grøn Hverdag i Sorø. Der blev budt på agurkesalat med selleri og hyldeblomst, kartoffelsalat med rygeost og perlebyg med honning og rabarberkompot.
Anne fra Birkemosehus havde taget får og to små lam med, som vakte stor begejstring hos såvel store som små. Mange skulle lige have et par nye sokker og en snak.
Heidi og Søren fra Bakkegården måtte flere gange have nye forsyninger af jordbær bragt, og der var flere gange kø og ventetid foran pavillonen.
Palle med Naturhonning og Per fra Mørdrupgård delte deres pavillon, og de gav smagsprøver på nyslynget honning fra Palles bier, som han også havde nogle med af, og nybagte boller med Pers vidunderlige mel, som blev revet væk!
Elisabeth fra Organic Designs havde et stort udvalg af lækkert børnetøj med, som mange børn i Sorø nu bliver klædt i.
Eva fra Flakkebjerg solgte helt ud af sit sprøde brød. Hun snakkede om at bage endnu mere til næste markedsdag.
Eva fra Møn Økologisk havde efter 5 kvarter udsolgt af sine sprøde asparges og spæde salater, der kom direkte fra marken. Desværre havde de mange dages regn gjort det nærmest umuligt at få kartofler med, og de få, Evas søn havde fået op i silende regn, blev revet væk, så mange opdagede slet ikke de små guldskatte. Dem og meget mere har vi til gode næste markedsdag J

Fra alle kanter var der ros til markedet. Folk havde glædet sig til det. Inde i SuperBrugsen fik Søren mange fine kommentarer, og mon ikke folk også handlede lidt ind med inspiration ude fra Katrine Klinken?
Salget i alle pavilloner trodsede enhver forventning, og længe før kl. 14 kunne flere melde om udsolgt. Ovenpå sådan en vellykket åbning kan vi kun glæde os til det næste marked den 27. juni.

Vi kan mærke, at succesen får flere producenter til at melde til, og det er jo bare herligt. Der er plads til endnu flere. Vi er i fuldt sving med planlægningen af de næste markeder og vil derfor endnu engang opfordre jer til at melde tilbage, hvilke markedsdage, I kan være med. Vi starter nu op med et nyhedsbrev for alle interesserede, og man kan ligeledes læse om markedet på vores blog http://www.farmersmarketsoroe.blogspot.com/. Det vil derfor være dejligt, hvis folk kan orientere sig om, hvad de kan vente at finde på markedet de forskellige lørdage.

Tak til alle for en flot og festlig åbning på Farmers Market i Sorø.

Mange grønne hilsner fra

Mette, Maria og Louise

tirsdag den 9. juni 2009

Opskrifter fra Event

OPSKRIFTER, 6.6.2009.

Kartofler med purløgs-citronsmør.
50 g smør røres med skal af ½-1 citron, ½-1 spsk. citronsaft og 1 dl hakket purløg. Vendes i 1 kg friskkogte nye kartofler. Drys med flagesalt.

Marineret gulerodssalat.
Gulerødder i tynde strimler vendes i 2 dl æblemost, ½ dl æblecidereddike, 1 spsk. honning, salt, peber og timian. Lad gerne trække et stykke tid.

Rabarbertrifli.
1 kg rabarber koges med ½ kg rørsukker, 1 flækket vanillestang, 1-2 stjerneanis og 1 spsk. vand ved svag varme uden låg, til rabarberne er møre. Rør så lidt som muligt i kompotten. 4-6 spsk. honning smeltes på en pande og 4 dl havregryn ristes i honningen. Afkøles. Kompot og havregryn lægges sammen i lag og serveres med flødeskum på toppen.

Marinerede jordbær.
½ kg jordbær deles og vendes med en marinade lavet af: ½ dl balsamicoeddike, 2 spsk. honning, korn fra ½ vanillestang, friskkværnet peber efter smag og 1 spsk. hakket mynte. Lad gerne trække ½-1 time. Kan serveres naturel eller med is, creme fraiche, råcreme eller flødeskum