søndag den 30. september 2012

Salte og søde æbleskiver

Hjemmelavede æbleskiver - ikke fabriksfremstillede - er i sig selv en lille delikatesse. Men derfor kan man nu godt lege lidt med opskriften. På lørdagens marked lavede vi salte og sødt-krydrede skiver med masser af revet pære og æble i:
 
Salte 'pæreskiver' med ost, rosmarin og isop

Basisopskrift:
250 g hvedemel
½ tsk natron
½ liter kærnemælk
3 æg
smør til bagningen

I basisdejen kom vi 1 revet pære, revet ost af en fast type (eksempelvis Thise Mejeris ravost), hakkede krydderurter (rosmarin og isop) samt et skvæt af BioVins gode olivenolie. Kan f.eks. serveres til en brunch eller som tilbehør til osten efter maden.

Æbleskiver med citronskal, stjerneanis og honning

Basisopskriften (se ovenfor) tilsættes godt med revet æble, skallen af 1 citron, ½ stødt stjerneanis, lidt vanillepulver og flydende honning til at søde dejen. Køb hele stjerner og riv dem selv i en morter.
På markedet deltog en japansk pige som såkaldt 'wwoof' (frivillig medarbejder via netværket for økologiske producenter http://www.wwoof.org/) hos vores æbleproducenter KysØko. Hun fortalte, at man i Japan laver æbleskiver på samme måde - blot uden æbler, men med blækspruttestykker istedet. Hermed er den idé givet videre!

Om 14 dage, dvs. den 13. oktober, afholder vi årets sidste ordinære Farmers Market. Herefter har vi JULEMARKED den 1. december. Vær opmærksom på, at man allerede nu kan bestille gode økologiske ænder fra vores kødproducenter Bjørn og Lise, Bondegårdens Økologi. Kontaktinfo: http://bondegaardens-okologi.dk/log/Content/default.asp

På gensyn 13 oktober!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar