Et hyggeligt sensommermarked med varm sol og blæst, så teltene lettede.
I kogepavillonen satte vi os for at lege med æbler. Lige nu bugner markedsboderne og haverne af modne æbler, og for mange af os er det svært at nå at bruge dem alle. Men inden de ender som kompost, kan de godt nå en tur igennem vores kroppe og nære lidt!
Pres æblerne til saft og variér smagen med alt det andet gode grønt, der er i sæson nu. Riv æblerne i frikadellefarsen og lav en dejlig salat med dem. Få et par ideer her:
Juice med æbler, rødbeder, ingefær og citron
Pres en masse æbler (ca. 1 kg), gerne nedfalds-, med et par små rødbeder, en centimeter ingefær og ½ citron.
Er juicen for sur, kan man tilsætte lidt honning.
Juicepresseren, der var med på markedet, er modellen fra Philips HR1861.
Frikadeller med revet æble, citronskal og fennikelfrø
2 pk øko svinekød fra Bondegårdens Økologi (ca. 800 gr.) røres til fars med mælk, æg, mel, løg, salt og peber som almindelige frikadeller. Tilsæt fintrevet skal af 1 citron, 1 stort fintrevet æble og en god tsk. fennikelfrø, der rives i en morter (ja, 'rives' skulle faktisk være den korrekte betegnelse) eller hakkes fint.
Rødbedesalat med æble og solbæreddikedressing
6-8 rødbeder (Den Grønne Verden donerede de lækre rødbeder, der tages op samme dag, som de sælges)
Æbler (antal efter behag)
Søde efterårsstikkelsbær (kan udelades)
Persille
Grønkål
Olivenolie
Solbæreddike - fås hos Æbibo på Farmers Market.
Citronsaft
Salt
Rødbederne vaskes og koges, så der stadig er bid i dem. Skrællen gnubbes af, de skæres i tern og trækker i en dressing af 2 dele olie, 1 del solbæreddike, godt med citronsaft og et drys salt.
Mens rødbederne køler af i dressingen, skæres æbler i tern, persillen og grønkålen vaskes og finthakkes, og stikkelsbærrene (eller f.eks. brombær eller valnødder) skæres/hakkes. Bland med rødbederne og servér.
Vi ses på Kongskilde Marked i næste weekend 14. og 15. september!
lørdag den 7. september 2013
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar