onsdag den 27. juni 2012

Sct. Hans på Farmers Market

Lørdagens marked stod i midsommerens og bålets tegn. Ah juni ... Soranerne højnede kvaliteten af deres Sct. Hans-middag med mousserende vin fra Godsets Vin, bøffer fra Bondegårdens Økologi, nye spæde rødbeder og delikat spidskål, friske jordbær og helt nyslynget honning.
Frit lejde-boden, hvor enhver jo kan komme og sælge af havens overskud, egne hjemmebagte lækkerier eller andet, blev afprøvet af Ella. Hun solgte blomster, urter og surdej til fordel for Haverefugiet: Sorøs terapihave http://www.haverefugiet.dk/ hvor naturen giver stressramte mennesker en hjælpende hånd.

Kulinarisk lod vi os inspirere af den friske spidskål, de nye gulerødder, blomstrende hyld og endnu en gang af jordbær:

Opskrifter

Spidskålssalat med hyldeblomst:
1 spidskål fintsnittet gerne på mandolinjern

Dressing:
3 spsk god olie
1 spsk hyldeblomsteddike (eller æblecidereddike)
1 spsk hyldeblomstsaftkoncentrat (eller 1 spsk honning)
1 stor tsk dijon/honningdijonsennep
salt, friskkværnet peber
blomster fra 1 hyldeblomstskærm
Mandler:
30-40 g mandler med skal, tørristes let på en pande, hvorefter der i panden tilsættes
1 spsk nyslynget honning
1 spsk hyldeblomsteddike (eller anden god eddike)
som smeltes og røres rundt i mandlerne
smages til med salt.
Spidskål blandes med dressing og mandler. Må gerne trække 30 min. inden servering.

Gulerødder i hyldeblomst og krydderurter:
Et bundt nye gulerødder renses og koges næsten møre i 1 dl vand og ½ dl koncentreret hyldeblomstsaft. Rødderne anrettes på et lille fad. Lagen kan evt. koges lidt ind, inden den hældes rødderne. Drys med masser af hakkede krydderurter, f.eks. dild, koriander, mynte og persille.
Inspiration: Camilla Plum.

Hyldeblomstpandekager:
2 æg
2,5 dl mælk
1 spsk honning/sukker
revet skal af ½ citron
vaniliekorn fra ½ vaniliestang
125 g hvedemel
Hyldeblomstskærme
Smør til panden
Evt. nyslynget/flydende honning eller flormelis

Pandekagedejen piskes sammen og hviler i 30 min.
Hyldeblomstskærme med stilk rystes for visne blomster og insekter. Én skærm ad gangen dyppes godt i pandekagedejen og kommes direkte på en varm pande og bages på begge sider. Serveres med stilken som håndtag og drysset med honning eller flormelis.

Jordbær med parfumeret flødeskum:
En bakke friske økologiske jordbær fra Bakkegården renses og skives. Serveres med en klat skum:
¼ dl piskefløde piskes til let skum. Tilsæt hakket mynte, lidt koncentreret hyldeblomstsaft og revet citronskal. Brug gerne den citronskal, der er tilovers, når du brygger din hyldeblomstsaft.
Kan spises som en lille dessert eller som ’salat’ til hyldepandekagerne.
Hertil serveres en skøn biodynamisk mousserende vin fra Godsets Vin.

mandag den 18. juni 2012

Marked d. 16. juni 2012

Så var der igen gang i den lille "gågade" dannet af vores grønne pavilloner. Vi synes selv at det er en dejlig måde at stille op på, så vi håber selvfølgelig at der hen over sommeren vil være lige så mange, spændende producenter, så vi kan fortsætte denne opstilling. I den forbindelse vil vi gerne slå et slag for muligheden at komme i vores "frit lejde pavillon". Det er en mulighed man har, hvis man fx har overskud af frugt eller grønt i sin have/kolonihave, hvis man har lyst til at sælge noget hjemmebagt brød eller har andre spændende ting, som man gerne vil deltage med en enkelt gang. Skriv en mail til os, så finder vi ud af mulighederne sammen.
I lørdags nød vi for alvor godt af de første skønne økologiske jordbær. Og hvor er de bare flotte og lækre. Det var dejligt med mange besøgende, caféen trak også, så vi kom op på at lave hele fire retter i lørdags.

Først lavede vi den helt hurtige:

Jordbærsmoothie med rosensirup:

1 bk jordbær fra Bakkegården
knap ½ l mælk
~50 ml rosensirup fra Ryegård (eller efter smag)

Det hele blendes sammen.



Så lavede vi en jordbærsalat:

2 bk jordbær fra Bakkegården
3-5 spsk honning (gerne flydende fra Ryegård)
Hyldeblomster
Mynteblade

Bærrene nippes og skæres i halve eller kvarte, overhældes med honning. Trækker 10 minutter, drys med hyldeblomster og mynteblade. Færdig :-)


Lækkert oksekød fra Bondegårdens økologi kan man også købe på Farmers Market Sorø, og i lørdags lavede vi en salat med krydrede kødboller:

1 ps. blandede salater fra Den Grønne Verden, bl.a. nogle spændende stærktsmagende varianter som japansk sennepssalat og italiensk mælkebøttesalat.
1 pk. hakket oksekød fra Bondegårdens økologi.
Krydderurter, vi brugte: rosmarin, timian, citrontimian, salvie og oregano
salt, peber og et par spsk mel
Olivenolie til stegning
Dressing af 3 dele Moraiolo olivenolie fra Bio-Vin, 1 del æbleeddike, 1 tsk honning og 1 tsk dijonsennep.

Salaterne skylles og afdryppes og lægges på et fad. Kødet æltes med hakkede krydderurter, salt, peber og lidt mel, formes til små kødboller og steges i olivenolie. Når kødbollerne er kølet lidt af, anrettes de på salaten og dressingen hældes over.

Tilslut lavede vi en mild salat med jordbærsalsa:

1 ps. blandede milde salater fra Den Grønne Verden, Tom Thumb og spinat brugte vi.
1 bk jordbær fra Bakkegården
Estragon, mynte og karsesalat
Moraiolo olivenolie fra Bio-Vin, citronsaft, citronskal, honning.

Salat skylles og afdryppes og anrettes på et fad.
Jordbærene hakkes med krydderurterne og røres med olie, citronsaft og -skal, samt honning. Det gør ikke noget at det smatter lidt, men må ikke blive til mos. Salsaen fordeles over salaten og serveres.


Næste marked er allerede på lørdag d. 23.6. Sankt Hans aftens dag, så husk at komme fordi de grønne pavilloner, så I er klar til festen om aftenen.

Vi glæder os til at se jer. 

lørdag den 2. juni 2012

Åbningsmarked 2012

Fjerde sæson for Farmers Market i Sorø er igang! Den gode smag er tilbage, de sunde varer er igen inden for rækkevidde, og foran os har vi mange markedsdage med glæde, inspiration og samvær om mad, kost og sundhed - i sol, regn og blæst.

Åbningsdagen 2. juni viste et Farmers Market i topform: staderne formede en flot markedsgade, snakken og handelen gik lystigt, og gryderne sydede.

Vi er meget stolte over at kunne præsentere vores eget nye logo, ja faktisk en helt ny grafisk identitet. Den er skabt af den lokale grafiker Tina Nisted Ekstrøm fra nisted-bruun + vonbülow www.pluz.nu, der har ydet os en fantastisk hjælp ved at skabe et meget flot info- og reklamemateriale om vores lille solide marked. Materialet består bl.a. af en folder og en plakat. Gert Lünekilde fra Den Grønne Verden (dem med lækre grøntsager på markedet) har taget folderens smukke fotografier. Logoets lille radise er hjerteformet og henviser til det dedikerede arbejde, der ligger bag Farmers Market. Typografien er håndtegnet, og bogstavernes levende udtryk viser hen til det menneskelige, det naturlige og 'skæve', der er i fokus her.
Hvor er det godt at mærke den lokale dynamik, kunnen og velvilje!

Opskrifterne fra åbningsdagen findes herunder. I blog-arkivet nederst på siden finder du masser af gode opskrifter fra tidligere markeder.

Vi glæder os til at se jer igen:
16., 23. og 30. juni
14. juli
4. og 18. august
1., 15. og 29. september
13. oktober
1. december (julemarked)

Arrangørerne
___

Spinat-pandekager/-boller:
6 æg piskes med
4 dl sødmælk, tilsæt
stenmalet mel, til dejen er tyk og sej. Rør
1-1½ l hakket frisk spinat (fra Den Grønne Verden) i sammen med
salt og peber.
Steges i smør på panden. serveres som de er, eller toppet med røget makrel, rygeost med radisser eller agurk med mynte.


Kartoffelssalat
1 bakke nye kartofler (fra Bakkegården) koges møre i letsaltet vand, vendes i
1 dl hakket purløg,
1 dl hakket fransk estragon,
½ dl æbleeddeike
1 dl olivenolie (Moraiolo fra Bio-Vin)
salt og peber

Server som forret, eller tilbehør til kød, fisk eller kylling.


Rabarbersuppe med anis-isop-skum og rosensirup
Et bundt rabarber (fra Æbibo), snittes og koges med
½ l vand og
½ glas honning (fra Æbibo). Når rabarberne er møre, slukkes for varmen og der tilsættes rosensirup (fra Ryegaard) efter smag og et drys vanillepulver. Blend suppen til ensartet konsistens.

½ l piskefløde piskes til skum og der tilsættes
½ dl finthakket anis-isop (fra Mercurialis) og
Rosensirup (fra Ryegaard) efter smag.

Server suppe og skum sammen, evt. med en lille sprød kage, eller sprødt drys.