lørdag den 2. juni 2012

Åbningsmarked 2012

Fjerde sæson for Farmers Market i Sorø er igang! Den gode smag er tilbage, de sunde varer er igen inden for rækkevidde, og foran os har vi mange markedsdage med glæde, inspiration og samvær om mad, kost og sundhed - i sol, regn og blæst.

Åbningsdagen 2. juni viste et Farmers Market i topform: staderne formede en flot markedsgade, snakken og handelen gik lystigt, og gryderne sydede.

Vi er meget stolte over at kunne præsentere vores eget nye logo, ja faktisk en helt ny grafisk identitet. Den er skabt af den lokale grafiker Tina Nisted Ekstrøm fra nisted-bruun + vonbülow www.pluz.nu, der har ydet os en fantastisk hjælp ved at skabe et meget flot info- og reklamemateriale om vores lille solide marked. Materialet består bl.a. af en folder og en plakat. Gert Lünekilde fra Den Grønne Verden (dem med lækre grøntsager på markedet) har taget folderens smukke fotografier. Logoets lille radise er hjerteformet og henviser til det dedikerede arbejde, der ligger bag Farmers Market. Typografien er håndtegnet, og bogstavernes levende udtryk viser hen til det menneskelige, det naturlige og 'skæve', der er i fokus her.
Hvor er det godt at mærke den lokale dynamik, kunnen og velvilje!

Opskrifterne fra åbningsdagen findes herunder. I blog-arkivet nederst på siden finder du masser af gode opskrifter fra tidligere markeder.

Vi glæder os til at se jer igen:
16., 23. og 30. juni
14. juli
4. og 18. august
1., 15. og 29. september
13. oktober
1. december (julemarked)

Arrangørerne
___

Spinat-pandekager/-boller:
6 æg piskes med
4 dl sødmælk, tilsæt
stenmalet mel, til dejen er tyk og sej. Rør
1-1½ l hakket frisk spinat (fra Den Grønne Verden) i sammen med
salt og peber.
Steges i smør på panden. serveres som de er, eller toppet med røget makrel, rygeost med radisser eller agurk med mynte.


Kartoffelssalat
1 bakke nye kartofler (fra Bakkegården) koges møre i letsaltet vand, vendes i
1 dl hakket purløg,
1 dl hakket fransk estragon,
½ dl æbleeddeike
1 dl olivenolie (Moraiolo fra Bio-Vin)
salt og peber

Server som forret, eller tilbehør til kød, fisk eller kylling.


Rabarbersuppe med anis-isop-skum og rosensirup
Et bundt rabarber (fra Æbibo), snittes og koges med
½ l vand og
½ glas honning (fra Æbibo). Når rabarberne er møre, slukkes for varmen og der tilsættes rosensirup (fra Ryegaard) efter smag og et drys vanillepulver. Blend suppen til ensartet konsistens.

½ l piskefløde piskes til skum og der tilsættes
½ dl finthakket anis-isop (fra Mercurialis) og
Rosensirup (fra Ryegaard) efter smag.

Server suppe og skum sammen, evt. med en lille sprød kage, eller sprødt drys.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar