lørdag den 3. december 2011

Julemarked 2011


Det måtte blive ved drømmen, at vi skulle holde julemarked i de første dalende snefnug, med stille ild i Niels’ og Alices/Æbibos mexicanerovn og til stille vandrende dufte af Marias æbleskiver. Nej, teltene var ved at lette i den hårde vestenvind, og iskolde regnbyger fik nedkølet soranernes lyst til at ose på byens hyggeligste og sundeste julemarked. Men hvor var det et fint julemarked, vores producenter fik stillet op: smukt dekorerede boder med juleroser, hvide amaryllis, æbler i alskens lækre variationer, portvin, uldvarer, pileflet, kvæder, rapsolie, ølandshvedemel, vårrug, havrevalser, lammepølser, juleænder og meget mere …
Vi fik miljøprisen Agenda 21 overrakt, og Teknik- og Miljøudvalgsformand Linda Nielsen holdt en meget fin og nærværende tale for os. Tak for både talen og prisen. Æren ledsages af et lille kontant beløb, der skal gå til nye caféborde og -stole og dermed bedre rammer om al den hyggelige snak på Farmers Market.
Maria lavede æbleskiver og en dejlig varm æbleglögg. Opskrifterne – også på et rigtig godt rugbrød – følger herunder.

Tak til alle producenter og kunder for mange gode stunder i sæson 2011. Datoerne for 2012 er fastsat, og vi holder åbningsmarked 2. juni. Du kan møde os:
2., 16., 23. og 30. juni
14. juli
4. og 18. august
1., 15. og 29. september
13. oktober
1. december (julemarked)


Æbleglögg
300 g honning
6 stjerneanis
4 kanelstænger
1½ spsk hele nelliker
1½ spsk hel kardemomme
3 valnøddestore stykker frisk ingefær
revet skal og saft af 2 appelsiner

Det hele koges sammen med 3 dl vand eller æblemost, lad gerne ekstrakten trække så lang tid som muligt.
Si ekstrakten og bland den i

3-4 l æblemost/æblejuice.

Server med små tern af æble. Til de voksne kan tilsættes calvados efter smag.

Æbleskiver
½ l kærnemælk
4 æg
revet skal af 2 citroner
½ spsk vaniliepulver
½-1 spsk stødt kardemomme
2 spsk bagepulver
hvedemel, indtil dejen er som en ret tyk pandekagedej

Det hele piskes sammen, og æblebåde vendes i. Æblebådene dybsteges i varm olie (fx rapsolie) og drysses med kryddersukker:

2 dl rørsukker
1 tsk stødt kanel
1/4 revet muskatnød
1 tsk vaniliepulver
½-1 tsk lakridsrodspulver
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk stødt ingefær.

Et rigtig godt og nemt rugbrød
9 dl vand
1 dl kærnemælk eller A-38 (eller bare mælk, evt. med et skvæt citronsaft)
Surdej – cirka 1 dl.
30 g. salt
1 spsk. sirup
100g hele mandler (eller bare en håndfuld. Kan evt. udelades)
250g kerner (solsikkekerner, hørfrø, grønne græskarkerner, sesam …)
400g knækkede rugkerner
400g rugmel
150g durummel (eller almindeligt hvedemel).

Alt blandes sammen og hældes i en stor rugbrødsform. Prik brødet tæt med en gaffel.
HUSK at tage surdej fra til næste bagning!

Dejen dækkes med vitawrap og hæver i 12-16 timer. Dejen skal være hævet synligt op (dvs. rejse sig cirka 3 centimeter). Hvis hævetiden af praktiske grunde skal være længere, kan man lade brødet hæve køligt.
Bages v. 175 grader til stegetermometret viser 95 grader. Dvs. ca. i 1 time og 45 minutter. Vent gerne med at spise af brødet til dagen efter.
Pak det afkølede brød ind i et tørt, rent viskestykke og derefter i en plasticpose. Opbevares i køleskab.

Generelle fif:
• Surdej kan fryses, hvis den i en længere periode ikke skal bruges.
• Den kan holde sig i køleskab i cirka 3 uger uden at blive brugt. Er den blevet slap, kan den genoplives med en sjat rugmel og en sjat vand og tilbringe en nat ude af køleskabet på køkkenbordet.
• Spises brødet af små børn, kan frø + rugkerner reduceres. 2-300 gram rugkerner passer småbørns maver bedre. Kernerne kan erstattes af cirka den samme mængde rugmel.

onsdag den 23. november 2011

Julemarked og prisuddeling


Kom til Farmers Markets julemarked den 3. december , nyd den gode stemning og find Sorøs reneste og sundeste julegaver. Der vil være uldvarer, juleroser, måske lidt julepynt og lækre madvarer. Rene råvarer til de hjemmelavede gaver som kvædebrød, marmelade mm. findes her.
For at gøre dagen god, stemningsmættet og festlig håber vi at se jer alle! Ud over at hjerternes fest står for døren er der nemlig noget helt særligt at fejre:
Vores Farmers Market er blevet tildelt miljøprisen Agenda 21 fra Grønt Forum, Sorø Kommune! Prisen tildeles for en særlig indsats for en bæredygtig udvikling inden for et af områderne miljø, klima, natur og sundhed. Begrundelsen for at indstille os til prisen lyder: "Farmers Market i Sorø lever op til essensen af Agenda 21 tanken, som er udtrykt i mottoet: Tænk globalt - handl lokalt! Ud over selve handelen med de lokale varer, giver Farmers market producent og forbruger mulighed for at tale sammen, og derigennem udbrede en større viden om fødevarerne. Ved at have fokus på både økologien og nærheden bidrager Farmers Market både til en mindre belastning af miljøet i produktionen og i transport og opbevaring mv. Ud over de miljømæssige, kan tilføjes de sociale og lokalkulturelle aspekter af denne form for handel".

Vi får overrakt prisen på markedet, hvor der vil være et par taler og derefter en skål. Vær med til at fejre begivenheden og nyd julestemning, gløgg og hygge med os foran SuperBrugsen på Frederiksberg kl. 9-14.

mandag den 10. oktober 2011

Nyhedsbrev 9/2011


Lørdag den 8. oktober rundede vi sommersæsonen 2011 af for Farmers Market i Sorø. En lille, men trofast skare producenter lod os tanke op af æbler, æblevin, kød, kartofler, sæber, honning mv., så vi kan klare os indtil julemarkedet i december. Bakkegårdens artiskokker havnede på i al fald ét af byens middagsborde – dampede og med lidt olivenolie og salt, mmm …
Middagsbordet var mit, og jeg var så heldig, at artiskokkerne blev afløst af entrecôte fra Bondegårdens Økologi. Det var på flere måder en speciel oplevelse. Dels fordi kødet er noget af det lækreste, vi i familien har smagt; dels fordi det har en helt anden struktur, end man har vænnet sig til, at kød skal have. Det holdt bedre på saften, og det var fast og mørt på en anden måde. Stegetiden ramte vi af samme grund helt forkert! Tankevækkende – for hvorfor finder vi os i, at kød ikke altid smager og opfører sig sådan?

Tak til producenter og kunder for en god, velsmagende og temmelig regnvåd sommersæson 2011, hvor god snak og gode varer er røget hen over bordene i de grønne pavilloner. Vi ses, når julegaverne skal i hus på
Farmers Markets julemarked den 3. december

Ella, Maria, Susan – og Line

I kogepavillonen lavede vi:
Æblepandekager med pærekompot, ingefærflødeskum og græskarkerne-karamel


Rør en lidt tyk pandekagedej. Tilsæt revet æble/pære, revet citronskal og vanilje. Bag små tykke pandekager på en pande (eller lav de almindelige tynde crêpes).
Lav en kompot af æble og/eller pære ved at koge små tern af frugt med honning og citron- eller appelsinsaft.
Pisk flødeskum (ikke for stift) og riv lidt frisk ingefær i flødeskummet.
Lav græskarkernekaramel: græskarkerner poppes på panden, smelt sukker og lidt honning på panden og rør sammen. Lad det afkøle. Er det blevet stift, hakkes det.
Anret en pandekage med kompot og en lille klat skum, drys med græskarkernekaramel.
Græskar-karamellen kan også røres direkte i flødeskummet.

fredag den 30. september 2011

Nyhedsbrev 8/2011


I denne nærmest Indian Summer var det en glæde at holde marked 24. september. Georginer pyntede på bordene, og æblerne lyste rødt. Det Portugisiske Hus havde bl.a. grillet torsk på dåse med, fabrikeret i en før hensygnende landsby, der har fået ny dynamik og selvtillid med sin lille konservesfabrik. En dejlig historie ..
Det var nu Bondegårdens Økologis lokale gris og ikke torsk, der havnede i Marias gryder. Kogepavillonen fokuserede på brugen af æbler i det salte køkken. Marias mad-tryllerier kan du lave selv, for her kommer opskrifterne:



Æblepeberrod:

Kog en æblemos af æbletern, gerne med skræl. Smag til med æbleeddike og sukker. Når mosen er kølet lidt af røres friskrevet peberrod i.




Gris i æble:

Smelt smør (ca. 1 spsk) i en gryde og steg skinketern (ca. 500 g) og bacon (ca. 150 g) i små stykker. Tilsæt løg i tern (ca 800 g), timian (en god, stor håndfuld), laurbærblade (4) og stødt koriander (1½ tsk). Steg videre og tilsæt æblebåde (ca 800 g) og græskartern (ca 300g). Hæld æblecidereddike (½-1 dl) på og kog det helt væk. Hæld en "Dark Horse" (schwartzbier fra Ørbæk Bryggeri) på og kog næsten væk. hæld lidt vand og fløde på, så du har den sovsemængde du ønsker. Rør persille i og smag til med salt, peber og sennep. Rør først sennep i, når gryden er taget af varmen. Drys evt med persille ved servering.



Æble-jordskoksalat:
Jordskokker (500g) skrubbes eller skrælles. Skæres i tynde skiver. 3-4 aromatiske, ikke for søde, æbler skæres i tynde både med skræl. Vendes i en dressing af olivenolie, æblecidereddike, sennep, honning og salt. Vend finthakket persille i og drys med græskarkerner, der er blevet ristet på en tør pande til de popper.

torsdag den 22. september 2011

Giv os en grøn hånd


Har du lyst til at give en hånd ved markederne, eller har du et overskud af usprøjtet frugt eller grønt fra haven at sælge, hører vi meget gerne fra dig. Jo flere vi er om at løfte vores Farmers Market, jo bedre og større kan vi blive!

Mød os på årets sidste markeder eller skriv os en mail på farmersmarketsoroe@hotmail.co.uk

Ella, Maria, Susan og Line

søndag den 11. september 2011

Nyhedsbrev 7/2011

Lørdag den 10. september var der ekstra livfuldt omkring Farmers Market, da Sorø Kræmmermarked gjorde os selskab omkring SuperBrugsen. Dagen var præget af glæde og aktivitet, og vi holdt den grønne fane højt blandt kulørte gasballoner, pølsevogn, line dancers og over hundrede kræmmerstande.
Sæsonaktuelle varer som honning, æbler og pærer lod til at tiltrække sig mest opmærksomhed. Man kunne smage på 3 forskellige pæresorter og 5-6 æblesorter. Æbibo præsenterede os for en dejlig æbledessertvin fra Vinperlen, der producerer økologisk sjællandsk vin. Æbledessertvinen Ettena er lavet af tre forskellige æblesorter og lagres på egefade et år, inden den tappes på flaske. Næste år vil Æbibo levere deres gode æbler til vinproduktionen. Mmm …
I kogepavillonen fokuserede vi på æbler, pærer og honning og tryllede søde sager frem til tydelig glæde for ikke mindst børnene.

På glædeligt gensyn den 24. september,
Farmers Market i Sorø

Opskrifter fra 10. september

Pæresalat med appelsin, honning og chokolade

Pærer (vi brugte sorterne Anna, Clara Frijs og gråpære) snittes i tynde flager. En smagfuld lage/saft laves af saft + skal af usprøjtede appelsiner, honning og kornene af en stang vanille. Pærestykkerne trækker i appelsinlagen og blandes med hakket chokolade (el. mandler og nødder). Pæresalaten kan spises, som den er eller sammen med yoghurt, is el. flødeskum.

Pandestegte æble'muffins'

En muffinsdej røres af ½ pk. smør, 3 æg, sukker (eller flydende honning), 2 tsk. bagepulver samt mel til dejen er af passende konsistens som en lidt fast kagedej. Heri kommes masser af æblestykker. Vi krydrede dejen med appelsinsaft og -skal, vanille og et drys kardemomme; et andet forslag kan være varme krydderier som nellike, kanel, muskat, kardemomme og ingefær.
Kagerne formes i frikadellestørrelse og steges i smør på panden. Dryppes med flydende honning og toppes af friske æble- eller pærestykker eller serveres med flødeskum rørt med appelsin.

torsdag den 18. august 2011

Nyhedsbrev 6/2011

Skulle man overveje eksport af regnvand? I nogle egne af verden hærger tørke i øjeblikket, mens vi efter uger med masser af regn har mere end rigeligt her. Til lørdagens Farmers Marked gik mange kunder således forgæves efter Den Grønne Verden, hvis marker på Lolland står under vand, og som derfor måtte melde afbud.

Markedsdagen den 13. august stod i honningens tegn. Æbibo og Naturhonning (Palles Honning) havde lækre produkter med, bl.a. rå honning af den sene type, der holder sig flydende længe. Per Jacobsen fra Dansk Biavlerforening var gæstekok og tryllede fantastisk mad frem i Kogepavillonen – mad med styrke og sødme, der varmede i gråvejret og gjorde os alle sammen lidt sødere: honningstegt pølse med blomkåls-hytteost samt karrysuppe med honningsauterede løg og æbler, græsk yoghurt og et generøs mængde flydende honning.
På glædeligt gensyn den 27. august!

Nyhedsbrev 5/2011

Lørdag den 30. juli var der sol over Sorø og en helt fantastisk stemning i og omkring de grønne pavilloner. Hvor er det skønt, at flere har taget caféen til sig og tager sig tid til at nyde en smagsprøve eller en kop kaffe derinde! I kogepavillonen havde vi fået tændt op under olien og lavede friterede squashblomster og de sprødeste kartoffelchips med kartofler, der kun netop havde forladt mulden hos Den Grønne Verden Næste marked bliver lørdag den 13. august kl. 9.30 - 14, hvor honning vil spille en fremtrædende rolle sammen med alle de andre skønne råvarer. På gensyn! Farmers Market Sorø

Opskrifter fra 30. juli:

Grøn salat med oksekød
En oksetyksteg af høj kvalitet (vi havde et lækkert stykke kød fra Bondegårdens Økologi) gives en ”rub” med karry og paprika i rigelig mængde og salt og peber. Lad stegen ligge mindst 15 min. iført krydderierne. Herefter steges den på en pande i olivenolie – kun lige netop så kødet varmes igennem.
En squash strimles på den grove side af rivejernet, og sammen med halve løgringe (gerne rødløg) vendes det i en marinade af olie, eddike, honning og de friske krydderier, man har ved hånden. Lad det trække en 20 minutters tid, så løget mister den skarpeste smag. Squash og halve løgringe vendes med sprød grøn salat og anrettes med tyndt skårne skiver af den røde oksesteg. Herover dryppes en dressing lavet med peanutbutter, limesaft, hvidløg, chili, karry, salt og peber.

Friterede squashblomster
Squashblomsterne befries fra deres støvfangere, og de groveste yderblade fjernes. Herefter dyppes de i en tynd pandekagedej (120 g hvedemel el. rismel, 1 æggeblomme, 2½ dl koldt vand – skulle række til ca. 20 blomster) og sænkes straks ned i den varme olivenolie i 1½-2 minutter. Læg dem på fedtsugende papir og giv dem et drys groft salt. Kan evt. dryppes med limesaft.

Kartoffelchips fra jord til bord!
Store, nye kartofler rengøres og skæres i tynde, tynde skiver, der lægges i koldt vand. Varm olivenolie op til det syder omkring en tændstik. Lad kartoffelskiverne dryppe af i en si. Læg forsigtigt en håndfuld kartoffelskiver ned i olien (der kan sprutte!), så de ligger i et jævnt lag. De skal have ca. 5 minutter i olien ved vedvarende omrøring. Når chipsene har den ønskede farve, tages de op med en hulske og lægges på fedtsugende papir og drysses med groft salt.

Nyhedsbrev 4/2011

I lørdags var vejrguderne med os, og vi nød, at det var dejligt solskinsvejr, omend vi kunne mærke en vis feriestemning, da mange var taget udenbys. Til gengæld kunne vi byde på et eksklusivt udvalg af boder med lidt for enhver smag. I kogepavillonen lavede vi en sommerlig salat, rødbederisotto, makrelcigarer og müslipandekager med rødbedesirup.
Lørdag den 30.7 vil vi endnu en gang slå pavillonerne op og glæder os til endnu mere sommermad.

På gensyn,

Farmers Market Sorø

Opskrifter fra 16. juli

So m m e r l i g sal a t :
Bl a n d for s k e l l i g e sal a t b l a d e , spi n a t b l a d e ,
br e d b l a d e t pe r s i l l e, fris k b æl g e d e ær t e r ,
spi s e l i g e blo m s t e r , stri b e d e rø d b e d e r i
st a v e , fint h a k k e t rø d l ø g elle r sal a t l ø g og
rib s . Ve n d me d en dr e s s i n g af 3 del e
oli v e n o l i e , 1 del fru g t e d d i k e og ½- 1 del
ny s l y n g e t ho n n i n g .

Ma k r e l c i g a r e r :
En rø g e t ma k r e l bef r i e s for be n og s k i n d .
Rø r k ø d e t me d fint h a k k e t lø g, fint h a k k e t
fe n n i k e l , ha k k e t pe r s i l l e, pe b e r og 2 s p s k .
græs k yo g h u r t til ”mo u s s e- lig n e n d e ”
ko n s i s t e n s .
Læg en strim m e l ma k r e l m o u s s e på et
fris k t, sp r ø d t s al a t b l a d af rom a i n e- ty p e n
(fx ”Pari s Isla n d ” fra ”De n gr ø n n e
ve r d e n ”). Ru l bl a d e t s am m e n og se r v e r .

Rø d b e d e r i s o t t o me d sol b ær :
To ha k k e d e rø d l ø g s v it s e s i oli v e n o l i e .
Til sæt ½ po s e ar b o r i o- ris o t t o r i s fra
Øk o T a s t e og s v it s til ris e n e er bl e v e t
klar e. Hæl d lidt hv i d v i n elle r
hv i d v i n s e d d i k e på og k o g væk . Til s æt to
rø d b e d e r i ter n og en hå n d f u l d ha k k e d e
sal v i e b l a d e og tilsæt he r e f t e r
h ø n s e b o u i l l o n lidt eft e r lidt og k o g til
ris e n e er mø r e . Hu s k at sma g e til me d
sal t og pe b e r . Lig e in d e n se r v e r i n g rø r e s
lidt ha k k e t pe r s i l l e i s am m e n me d et pa r
hå n d f u l d e fris k e s ol b ær og re v e t
pa r m e s a n .

Mü s l i p a n d e k a g e r me d rø d b e d e s i r u p :
Pa n d e k a g e r :
6 æg rø r e s s am m e n me d en hal v fla s k e
mø r k t øl og ½ l m æl k . Pi s k 1 ts k
va n i ll e p u l v e r , rev e t s k a l af 2 citr o n e r og 4
sp s k . ny s l y n g e t ho n n i n g i. Til sæt lidt ov e r
½ po s e sp e l t m ü s l i fra Øk o T a s t e og
hv e d e m e l til pa s s e n d e ty k k o n s i s t e n s .
Pa n d e k a g e r n e st e g e s i sm ø r og dr y s s e s
på pa n d e n me d fris k e s ol b ær og rib s .
R ø d b e d e s i r u p :
1 k ar t o n m æl k e s y r e g æ r e t rø d b e d e j u i c e fra Øk o T a s t e k o g e s in d til de t hal v e og de r
tilsæt t e s c a. 4-5 sp s k . ny s l y n g e t ho n n i n g . Jæv n ev t. me d me l elle r ma j s s t i v e l s e , hv i s de r
ø n s k e s en ty k ko n s i s t e n s .
Se r v e r pa n d e k a g e r n e me d sir u p p e n , en klat græs k yo g h u r t og fris k e bær .

onsdag den 6. juli 2011

Nyhedsbrev 3/2011

I lørdags måtte vi endnu engang kæmpe mod vandmasserne i de grønne pavilloner, og for en stund så det ud til, at vi vandt slaget, da det holdt inde de sidste par timer!
Regn skulle dog ikke få os ud af sommerstemningen, så vi fik tændt op i grillen og lavede grillspyd med det lækre kød fra Bondegårdens Økologi. Serveret sammen med en lun kartoffelrösti og en sommerlig kornsalat – ja, så kunne vi alligevel mærke sommeren!

Sommertid er også ferietid, men Farmers Market holder ligesom markerne og haverne ikke ferie. Desværre er jordbærsæsonen ved at være slut, og skal fryseren fyldes med selvplukkede jordbær, så benyt denne uge til det. Lørdag den 16. juli kan I igen finde os ved SuperBrugsen med såvel friske grøntsager som spændende kolonialvarer.
God sommer til alle!

Farmers Market Sorø

Opskrifter fra Farmers Market 2. juli 2011:

Sommerlig kornsalat med quinoa, mynte og friske ærter
Quinoa (en type sydamerikanske frø, der koges som ris)
Marv-ærter (almindelige ærter i bælg)
Sukkerærter
Mynte
Et lille frisk løg
Olie
Citron- eller limesaft
Hvidvinseddike
Salt

Quinoa koges 15-20 minutter (eller efter anvisning på pakken). Marværterne udbælges, og sukkerærterne skylles og hakkes i grove stykker. Mynteblade og et lille frisk sommerløg snittes fint og blandes i. En oliedressing røres af olie og citron- eller limesaft og smages til med lidt salt og vineddike.

Grillspyd med sataysauce
Oksekød i småtern (gullashkød)
Olivenolie
Krydderier eller krydderiblanding
1 dåse kokosmælk
2 gode spiseskefulde peanutbutter
2 lime
1 tsk chiliflager
Flydende honning
Peber
Bambusgrillspyd lægges i vand en halv time inden brug. Kødstykkerne marineres mindst en halv time i olivenolie med tørrede krydderier. Vi lavede en med karry og en med en krydderiblanding fra Økotaste. Spid kødstykkerne og nyd duften fra grillen, mens de steger! Kokosmælk og peanutbutter koges sammen. Tilsæt chiliflager, lidt flydende honning, et drys peber og saften fra 2 lime (eller efter behag!) og varm saucen igennem.


Kartoffelrösti
½ kg store og gerne nye kartofler
1 stort frisk løg
1 bundt frisk oregano
Salt og peber
2 æg
Rapsolie

Løg og oregano hakkes fint. Kartoflerne rengøres og rives på den grove side af råkostjernet på et viskestykke, der kan tage lidt af væden fra kartoflerne. Det hele røres sammen med æggene og gives et drys peber og salt. En pande varmes godt op med rigeligt olie! Små frikadeller formes med fingrene – klem lidt af æggevæden fra, men ikke det hele. Lad frikadellerne få en god stegeskorpe, inden de klemmes let flade og vendes. Server med det samme med et let drys groft salt.

tirsdag den 28. juni 2011

Nyhedsbrev 2/2011

Lørdag den 18. juni var en regnfuld og lidt kølig dag, og lad os håbe, at sommeren fra nu af vil vise sig fra sin mere milde side! Alligevel fandt mange vej til de grønne pavilloner ved SuperBrugsen, hvor der bl.a. blev handlet den sprødeste salat, røde jordbær med smag af sol og også de delikate grønne jordbær, der med fordel kan anvendes som et lækkert pift til salaten!

Markedets lille café blev flittigt brugt, og det var skønt at høre, hvordan snakken gik om løst og fast! I kogepavillonen blev der lavet en skøn sommersuppe, man kunne varme sig på.

Næste marked er lørdag den 2. juli kl. 9.30-14, hvor vi håber, at solen atter er med os, så vi kan tænde grillen og lave smagsprøver med det lækre økologiske kød!

Vi glæder os til at se jer.

Mange sommerhilsner
Farmers Market Sorø

Opskrifter fra Farmers Market 18. juni:

Suppe til en kølig sommerdag
Løg og friske hvidløg snittes fint og steges blanke i olie. En god håndfuld perlespelt tilsættes, og der hældes en smule eddike (hvidvinseddike eller gerne hyldeblomsteddike) på, som koges væk. Dækkes med rigeligt vand tilsat lidt grøntsagsbouillon og en smule salt. Lad herligheden koge 10-15 minutter. Så tilsættes nye kartofler i mindre stykker, der koger med, men endelig ikke koger ud! Lige inden servering tilsættes strimlet spinat og friske krydderurter efter behag (vi brugte sar og oregano). Smag til med salt og peber og server suppen med et stykke lækkert brød.

Råmarinerede jordbær
Solmodne jordbær skæres i skiver og overhældes med en marinede af frisk citronsaft, rigelig honning og hakket mynte (en mynte med en blid smag). Vi serverede jordbærene på et stykke groft knækbrød som en jordbærmad. Med den lækre marinade kan man bestemt også servere jordbærene med et stykke vanilleis!

Salat med grønne jordbær
Grønne jordbær i både blandes med forskellige salater og friske krydderurter (vi brugte spinat, iceberg og oregano). Herover hældes en dressing lavet med hvidvinseddike, olie (med en neutral smag), citronsaft, salt, peber og smagt til med honning. Pynt gerne med et drys purløgsblomster!

torsdag den 9. juni 2011

Nyhedsbrev 1/2011


På en fantastisk, varm og solrig lørdag blev tredje sæson med Farmers Market i Sorø skudt i gang. De grønne pavilloner stod på begge sider af parkeringspladsen, og det skabte en rigtig hyggelig stemning at gå gennem en tunnel af skønne dufte, syns- og smagsoplevelser.
Det ”røde guld” – jordbærrene – blev som de tidligere sæsoner hurtigt rakt over bordene, men der er udsigt til mange flere ved det næste marked den 18. juni!
En journalist og en fotograf fra Samvirke kom forbi og lavede en reportage om markedet. Reportagen vil blive bragt i augustnummeret.

I kogepavillonen blev der tryllet med alle de sprøde og spændende salater, som kunne købes på markedet. Markedets nye café bød på skygge, en kop gratis kaffe eller vand, og vi håber, at den fremover vil skabe rammen for snak, stemning og hygge ved markederne.

Opskrifter fra Farmers Market lørdag den 4. juni:

Kartoffelsalat
Nye kartofler koges. Dressing af olivenolie og citronsaft, sennepsfrø, frisk dild og basilikum, salt og friskkværnet peber. Lune kartofler og dressing vendes sammen, så kartoflerne suger dressingen. Strimlet bladgrønt (sennepssalat, salat, spinat fx) vendes i.

Skrap salat med croutoner
Godt brød skæres i tern, 2x2 cm, og steges i rigeligt olie og hvidløg, til de er brune og sprøde. Køl af på fedtsugende papir, så de bliver ved med at være sprøde. Sennepssalat og spinat (og evt. anden salat, afhængig af hvor stærk salaten skal være) anrettes med radiser i flager og croutonerne. Dressing røres som en tynd mayonnaise (pasteuriserede æggeblommer og økologisk rapsolie), tilsæt lidt citronsaft, revet citronskal og flydende honning, salt og peber. Rør gerne hakkede krydderurter i dressingen.

Jordbær-rabarbertrifli
Rabarber koges i en lage af vand og honning eller sukker, krydres med vanille og stjerneanis. Trækker med skiver af jordbær til det er koldt. Hakket estragon, mynte (ikke for meget) og citronskal/citronverbena vendes i. Smag til. Lægges sammen med knuste italienske mandelsmåkager (cantuccini) og råcreme (flødeskum rørt med æggesnaps af pasteuriserede æggeblommer, sukker og lidt vanille). Server gerne med et let drys af revet chokolade.


Velbekomme!

Næste marked er lørdag den 18. juni kl. 9.30 – 14.

Mange grønne hilsner
Farmers Market Sorø

onsdag den 27. april 2011

Sæson 2011


Foråret er kommet bragende med lys og spirekraft. Det giver glade forventninger til de kommende mange måneder med sol, sommer og sundhed.

Planlægningen af endnu en sæson under de grønne pavilloner ved SuperBrugsen på Norgesvej 2 er i fuld gang. Igen vil lokale producenter friste med et godt udvalg af rene, økologiske varer til mave og krop.

Vi glæder os til at se jer på den forhåbentlig solbeskinnede åbningsdag 4. juni. Her kommer Samvirke og laver en reportage om vores gode lokale marked. Herefter fortsætter markederne hver 2. lørdag indtil 8. oktober. Året rundes af med julemarked den første lørdag i december.

Datoer for Farmers Market i 2011 er:

4. juni - åbningsdag
18. juni
2. juli
16. juli
30. juli
13. august
27. august
10. september
24. september
8. oktober
3. december - julemarked

På glædeligt gensyn!